Lyt til artiklen
En musikalsk trilogi med afsæt i emner som forfald, erkendelse og åbenbaring er mildt sagt ikke hverdagskost i dansk pop. Med en respektindgydende vilje og stædighed har sangeren Thomas Mannsfeldt ikke desto mindre præsteret just tre album af en vis tyngde ud fra et kristent livssyn. På det afsluttende værk med den lidt truende titel ’Døden i timeglasset’, får Mannsfeldt hjælp fra en stribe sangerinder, og det klæder det vokale udtryk. En indlysende ide, da albummet er båret oppe af ideen om, at det er de døde på en kirkegård, der synger deres skæbner og historier ud her.
Kirkegård uden spøgelser
Det lyder måske som en gysende spøgelsesberetning, men dels er ideen ikke ført helt igennem, dels behandles Døden snarere som et teater end som en konkret faktor i sangene, der for manges vedkommende handler om sorg og savn.
Deres formål er da også at få os til at indse, at Døden er et vilkår for liv snarere end et gruopvækkende tabu.
