Der er fyldig fedme og bredde i århusianske Yellowishs udvendige appel i en lyd, der søger op og ud snarere end imod sig selv. Som Lupus er Yellowish et band, der er særdeles bevidst om sin egen soniske identitet. I dette tilfælde udpræget britisk. Der er format over udtrykket. Arrangementerne er flotte at skue for øret, men også ganske ensformige, og også her er svagheden, at sangene som udsagn simpelthen ikke er voldsomt interessante. Man behøver ikke være fanatisk fortaler for modersmålet for at konstatere, at anonymiteten ikke just bliver mindre, når man synger på engelsk. Når forsanger Aage Hedensted går i dialog med Laura Noszcyks klokkeklare vokal er Yellowish glimtvis strålende. Som på 'Cars' og 'Anymore'. Men for et band med så opadstræbende og klarøjet en lyd, er Hedensted for ulden i mundtøjet. Talenter er der nok af i dansk rock. Hvad der måske efterhånden i mange tilfælde mangler, er pladeselskaber med tid og kræfter til at udvikle deres personlighed.