At det er forfærdeligt at være de popstjerner, alle ellers gerne vil være, har vi hørt før. Klagesangen er kommet fra mange forskellige sider, når gennembruddet og formuen er sikret. Men sjældent har den været så kulsort, vittig og elegant formuleret som af britiske Mike Skinner, der virkelig lader mørket sænke sig over popland på 'The Hardest Way To Make An Easy Living'. Manden bag det britiske fænomen The Streets er en mester med titler. Mens han stadig var på vej op og kendte til både pengemangel og desperation i de engelske gader, gav han sit andet album fra 2004 titlen 'A Grand Don't Come For Free'. Nu da han er blevet rig og berømt, kan prisen gøres op. Og den er høj. Velkommen til toppen af poppen, velkommen til et univers af vold, indre kaos, stoffer, nervøse sammenbrud, præstationsangst og selvmordstanker. »How the hell am I supposed to be able to do a line in front of complete strangers/ When I know they've all got cameras?«, som Mike Skinner spørger i 'When You Wasn't Famous'. Og den linje, han gerne vil have styr på, er temmelig sikkert ikke en af dem, man skriver ned i sin poesibog. Tilsammen bliver de 11 scener og historier på 'The Hardest Way ...' næsten en spillefilm om berømmelsens bagside. Og om den udtalte mangel på troskab af enhver art, Mike Skinner åbenbart har oplevet i Cirkus Berømt og i sit eget liv. Uanset om Mike Skinner rapper om utroskab, musikbranchen eller terapi som i 'Memento Mori' er han autentisk og troværdig. På den fremragende 'Two Nations' hæver Mike Skinner sig op til gedigen samtidskritik. Sangen, hvis udspring er en opfordring til at medvirke på et hyldestalbum for den afdøde rapper Biggie Smalls, handler om forholdet mellem USA og England samt den voldsfascination, der stortrives i hiphop. En anden afdæmpet sang med indlysende hitpotentiale er den mere personlige 'Never Went To Church', der bygger på et pianotema, som til forveksling minder om Beatlesklassikeren 'Let It Be'. Med udgangspunkt i sin fars død, nogenlunde samtidig med sønnens store gennembrud, tænker Mike Skinner højt om dem af os, der ikke finder i kirke, før helvede bryder løs i vores liv: »Two great european narcotics/ alcohol and christianity/ I know which one I prefer«, konstaterer sønnen. Men tvivlen får lov at gnave i sangen, der er en fin repræsentant for den blanding af sentimentalitet og nøgternhed, som The Streets har: »I got at good one for you dad: I'm going to see a priest, a rabbi and a protestant clergyman/ You always said I should hedge my bets«, som sangens slutlinje lyder. Fine tekster gør det selvfølgelig ikke alene. Musikalsk følger The Streets nogenlunde formularen fra de to tidligere album med simple keyboardfigurer på enkle rytmer. Denne gang er det en kende for ensformigt til, at man for alvor ryger på knæ i beundring. Men med The Streets som rejsefører er den berømmede boulevard af knuste drømme og bristede illusioner belagt med gyldne brosten i form af enkeltstående, fremragende sange. Så det er i høj grad værd at følge sporet frem mod koncerten på den kommende festival i Roskilde.