Man behøver ikke bide mærke i den malplacerede bowlerhat eller den forvoksede slipseknude for at konstatere, at den 23-årige Jim Noir fra Manchester er lidt af en spøjs fætter. Man behøver heller ikke tjekke hans cv, der nævner tidligere professioner som parykmager, karateekspert, hurtigsvømmer og mesterstrikker. Man kan sådan set bare nøjes med at lægge øre til de charmerende gakkelakkede musikalske ekskursioner på debutalbummet 'Tower Of Love', der samler og udbygger de tre ep'er 'Eanie Meany' 'My Patch' og 'A Quiet Man' fra 2004/5. Kombinationen af harmonier, sære tekster og sjove lyde har her ført den unge brite langt tilbage i tiden. Til et sted midt mellem Beach Boys' gyldne snitter og Bonzo Dog Dooh Dah Bands angelsaksiske galskaber. Titelsangen er instrumental. Syntetisk, symfonisk, ubekymret slentrende og kunne såmænd have været kendingsmelodi til en 30 år gammel tv-serie om hverdagens små genvordigheder. Selvfølgelig strikket sammen hjemme i et nyt årtusinds dagligstue som det sig nu til dags hør og bør. Altså retro og så alligevel ikke helt. Tekstuniverset spænder vidt. 'Computer' er Jim Noirs kærlighedserklæring til hans computer, 'Key of C' en hyldest til hans foretrukne toneart, mens 'Eanie Meany' advarer om, at der før eller senere falder brænde ned, hvis ikke man holder nallebakkerne fra Jims fodbold. Man er vel fra Manchester! 'Tower of Love' er Noir-pop af absolut lyseste skuffe. Et humøroptimistisk udspil man hverken skal tage for alvorligt eller undervurdere.