Det er let at falde fuldstændig for Pink, når hun i 'Stupid Girl' elegant planter stilethælen i sine medsøstres hang til at sælge ud af brystpartier, maveskind og røvbalder for at opnå et par minutters lir i berømmelsens søgelys. Det er begavet, ekstremt iørefaldende pop med brod og syrlig sarkasme. Til gengæld er det svært ikke at vride sig af grin over selv samme Pink, når hun rødglødende af indignation i 'Dear Mr. President' leger både Michael Moore og en socialt bevidst Bruce Springsteen: »Let me tell you 'bout hard work/ Minimum wage with a baby on the way«. Meningen er sikkert god nok og sine steder er hånesangen mod George W. Bush da også skæg nok, men det er svært ikke at anbringe den i kategorien for: 'vi popstjerner kan også være bange og synge, lange, bange protestsange'. Med andre ord falder Pinks forvandling fra flamboyant teenageidol med smittende energi og ditto poppede rocksange ikke ubetinget heldigt ud. Desværre er antallet af mindeværdige sange på 'I'm Not Dead' lige på tilbagegang i en grad, der ville få selv Socialdemokratiet til at glæder sig over, at der trods alt er nogen, som klarer det ringere. Til gengæld er Pink fortsat forrygende og ikke mindst betragteligt mere troværdig, når hun er fandenivoldsk furie som i 'Cuz I Can'. Sandsynligvis sandt, men denne gang viser hun kun evnerne i begrænset omfang.
Rødglødende Pink
Lyt til artiklen
