»Altinghar en sammenhæng/ Ud af ingenting kommer ingenting igen«. 'Karma', Peter Sommer. Allerede fra det første anslag på den akustiske guitar stråler alvoren ud af 'Destruktive vokaler', det andet soloalbum fra Peter Sommer. Og den bliver sådan set hængende gennem de små tre kvarters spilletid. Men så er det vel kedeligt? Afgjort ikke, for Peter Sommer omsætter alvoren til nogle umanerlig præcist sete sange om, hvad der egentlig foregår, mens vi drysser rundt i den der hverdag. »Du lever bare til du dør«, som Sommer usentimentalt konstaterer i 'Sang til Bo', den afdøde kammerat, der »var mere blå end himmelblå«. Ligesom på den to år gamle solodebut, 'På den anden side', skyder dens slags ordspil op igennem Peter Sommers nøje anlagte og ualmindelig velproportionerede sproglige bede. Men i modsætning til debuten er den forsonlige og let undskyldende humor ikke så fremtrædende denne gang. Dermed ikke være skrevet, at man ikke kan trække mangt et stilfærdigt smil ud af 'Destruktive vokaler' - alene titlen, som dog er lånt fra det digt af samme navn af Nikolaj Stochholm, man kan læse på cd'ens stilfulde cover. Men Peter Sommer selv er manden, der kan formulere sig ud af kærlighedens største smerte ved at fortælle, hvor ondt det gør at hamre løs på en åben dør. Og konstatere: »Jeg kan ikke se skoen for bare tæer«. Sangene er måske nok skrevet fra og til de nogle og tredive-årige, som overvejer mere permanente tilstande i deres (fælles)liv. Men de hæver sig fornemt over trivialiteterne, så der er masser af poetisk tankegods at hente for alle andre. Musikalsk har Peter Sommer og produceren Henrik Balling (eksgangway) også hævet sig kolossalt siden debuten. Som sanger er Peter Sommer vokset betragteligt og har imponerende spændvidde i den spinkle, men behagelige stemme. Ganske vist er der stadig tale om underspil, men det bliver leveret med overskud. Af de nye samarbejdspartnere, Peter Sommer har fået til at berige sine enkle, men effektive kompositioner, der hørbart er spillet frem live i studiet. Rytmesektionen er lagt sikkert i hænderne på Tom og Keld Jørgensen (begge Larsen & Furious Jane), mens Henrik Ballings tangenter sammen med Søren Bigums lyriske guitar giver musikken fylde langt ud over det landligt hjemmestrikkede første indtryk.