Det er svært at tro, han kun er 40 år. Toumani Diabaté, som i så lang tid har været etableret som den store kora-virtuos fra Mali. Men han var altså også kun 21 år, da han debuterede på plade som vogter og fornyer af traditionen på det ældgamle strengeinstrument koraen - en slags tykmavet og langhalset guitarharpe med den lyse klimprende klang i sine 21 strenge, der udgør så central en del af traditionel vestafrikansk musik. Diabaté har rødderne i orden. Uden afbrydelse i slægtstræet er han generation 71 af kora-spillere i Diabaté-slægten! Senest hørte man ham på 'In The Heart of the Moon' i dyb musiksamtale med den nys afdøde mesterguitarist Ali Farka Touré. Uden at glemme samarbejder med bl.a. Damon Albarn, Taj Mahal, flamencospillere og jazzmusikere noget af en værdig instrumental alvorsmand denne Toumani Diabaté. Så på trods af hans mange eksperimenter er man ret uforberedt på den eksplosion af umiddelbart fængende fest- og livslys, der stråler så fuldstændig uimodståeligt fra Toumani Diabatés Symmetric Orchestra på 'Boulevard De L'Independance'. Symmetric Orchestra har siden 1992 været navnet på Toumani Diabatés akustiske ensemble. Men nu viser det sig, at Diabaté i en årrække har arbejdet med at tune det åbne ensemble ved ugentlige koncerter på natklubben Hogon på Hotel Mandé i Malis hovedstad, Bamako. Idéen har været at finde et samlet udtryk for de forskellige musikalske traditioner, der eksisterer i de forskellige vestafrikanske nationer, som i fortiden var forenet i kongeriget Mandé. Allerede på de første toner af 'Boulevard de L'Independence' hører man på 'Toumani' medrivende percussion og kor sidestillet med koraens sirlige ornamentering. Her møder festen fra Guinea meditationen fra Mali. Resultatet er en fantastisk fusion af en fordybelse i instrumenter på den ene side og en storsmilende festligholdelse af musikkens fællesskab på den anden. 20 musikere, 11 sangere plus det løse. Der har været trængsel i Bamako! Diabaté er kapelmester, men en af de stemmer, der med hele sin runde fylde nærer musikken, tilhører veteranen Mady Kassé. En af de store stemmer i Mali, som aldrig helt har fået den internationale anerkendelse, den kunne have fortjent. Leder man efter åbenhed i udsagnet, så kan man bare lægge øret til 'Salsa'. Det hedder det, og det er det - så svedig som nogen cubansk salsa, men udført med høj afrikansk pande og myldrende percussion bag det piskende og smægtende beat. Begrebet verdensmusik er her på sin plads. Uden at være en decideret fusion fra umage verdener, er dette party karakteriseret ved en usædvanlig smuk åbenhed. Strygerne er indspillet i London, hornsektionen har fået kul på kedlerne af Pee Wee Ellis, men resten, kernen, er essensen af afrikansk musik for fulde gardiner og i spændstig og spirituel kombinatorik. På 'Boulevard De L'Independance' møder man en populær appel, som mange afrikanske kunstnere har fundet i de parisiske studier, men her markerer sig fuldstændig uden nogen form for syntetisk belægning. Atter må man konstatere, at Nick Golds pladeselskab World Circuit som producent lægger et højt snit, der igen formår at bevare musikkens sjæl lokal, men udbreder dens appel som global. Her er en dybt inspirerende blanding af dyb alvor og højt humør. Tankevækkende nok tilskriver Diabaté selv en del af æren det faktum, at musiklivet i Mali har fået et gevaldigt løft af de nye mere demokratiske vinde, der har blæst de senere år. Det er nat i Bamako, og fra højttalerne stråler månen om kap med lyset i dit øre. Jeg finder det højst usandsynligt, at jeg inden for en overskuelig fremtid vil høre et album, der mere ubesværet vil kunne løfte mit indre lysbarometer ud af de sorte vintersko og til vejrs, til vejrs.