Sjovt med helte. Engang i ens ungdom stod de der og blinkede i mørket. Som fejlfrie figurer, skåret ud af en film eller en tegneserie, repræsentanter for alle de dyder, man gerne selv ville besidde - vildskab, ultimativ energi, frihed, rå maskulinitet, klokkeklare meldinger. Og sandelig også poetisk nerve bag den slidte cowboyjakke. Vi mødtes konstant i mørket og var på vej, Malurt, Michael Falch og mig. Retningen pegede kun fremad. Senere slog kompasset bak, og kursen blev usikker. Malurt opløstes i det store bæger af bitterhed, Michael Falch blev en solist, der famlede sig frem for at komme tættere og tættere på sig selv i nogle sange, hvis indhold til gengæld ikke længere var så påtrængende for mig. Men hyggelige nok, sådan for gammel beundrings skyld. En hel del mere fladpandede efter sammenstødene med tilværelsens mure, mødes vi nu atter, mit gamle idol og mig. I øjenhøjde igen. For på 'Falder du nu' kommer vi tæt på den modne, tyngede, men også befriede mand, tættere end nogensinde tidligere på album. Manererne, den lidt for tydelige inspiration fra hans egne idoler, de lidt for storladne ord fra den brede pen og den nogle gange lidt bragende, udbasunerende sangstil er der stadig. Men dels har det af en eller anden grund, som jeg faktisk ikke rigtig kan forklare med andet end gammel kærlighed, ødelagt noget for Michael Falch. Dels hæver han sig milevidt som sangskriver her i nogle bundløst ærlige sange om alkoholmisbrug, baggrunden for det og den store brændende ambition om for fanden både at blive accepteret, taget alvorligt og hyldet. Den ambition, der alt for ofte har stået i vejen for sangskriveren Michael Falch. Lad os starte med det positive, hvilket først og fremmest vil sige nogle af sangene, der hænger i højttalerne som elektrisk ladede erkendelser, man ikke lige ryster af sig med det første. Af dem er 'Min historie' den centrale. Slægtsforskning med flaskens bund som forstørrelsesglas på fortidens falmede familieidyl. Hvilket muligvis kan forekomme skræmmende. Men det lykkes for Falch at formidle sin historie om nedarvet alkoholisme ved at krænge sin egen sjæl ud gennem mikrofonen uden at ramme det pinlige. Historien er beskidt, men den kradse poesi lyser som kridt: »Og her er en barndoms bitre piller, hundrede søvnløse nætter/ med jeres vanvidsscener som evige solpletter/ Altid skrigende i entreen: Du må ikke gå nu, far, lad nu vær/ Du må ikke dø nu, mor«, trygler sangeren for selv at konstatere: »Men jeg må tilgive hvert sekund, hvad prisen end skal være«. Hård kost, serveret som en langsom, stålhård blues med producer Jacob Binzers guitar som mørkt, nøgternt ekko bag den skælvende stemme. Selvovervindelse på højt plan. Alligevel er min personlige favorit på albummet dog den lige så selverkendende 'King Baby'. En stramt kontrolleret, rastløs rockbasker med en sejhed, vi skal tilbage til Malurts stærkeste stunder for at genfinde med Jacob Binzer på en medrivende guitar, der ruller og bugter langt væk fra D-A-D's univers. Formidabelt. Og med en selvironisk tekst om at kompensere for »det højeste gennemsnit i lavt selvværd« ved at »stjæle mig til pomp og pragt«. Trilogien om at leve i den lange skygge fra en mørk opvækst sluttes af balladen 'Min barndoms blå tatovering', som atter løftes af smukt sprog og viser, at Michael Falch som sanger klarer sig bedst i de blidere passager. Og som rocksanger kommer til kort, når han, besværet og presset, er oppe imod en mand med et så vildtvoksende naturtalent som Allan Vegenfeldt. Sangeren i lykkeligvis genopstandne Sandmen giver besjælet liv til den ligeledes fremragende 'Over Vesterbros Torv '. Uha, det er rock'n'roll, når det er bedst med blåtonet bravado. Med på plussiden skal også nævnes den skramlede ballade om erotisk besættelse af 'Magnoliepigen', der kunne være leveret af Johnny Madsen. Og Jacob Binzers rå produktion, der konstant holder musikkens nerver blottede, hvilket klæder de hudløse sange. Desværre kan D-A-D-guitaristen ikke redde de mere svulstige og overfladiske kærlighedssange som 'Under' og 'Kærlighedens glimt'. Personligt er jeg heller ikke vild med det fabulerende titelnummer, som dog muligvis fungerer fint som teater under Falchs sædvanligvis fine solokoncerter. Derimod fungerer den afsluttende hymne til 'Kalvehave Mark' med sit gospelkor, pedal steel og orgel fint. Falch får med duften af muld i næsen ømt sunget sig selv ind i den store sammenhæng og historien på »en klode af storskrald, en have af guld«. En hjemstavnshyldest af de smukke, en sidste påmindelse om, at det ikke gør noget, at maskerne rasler af vores helte, når de blot viser sig at være mennesker, der tør stå frem, ærlige og nøgne. Og det gør - den nye - Michael Falch på befriende vis på et album, der ikke falder, men tværtimod genføder en revitaliseret rockhund med skrammer. Og skam i livet.