Med både kluklatter og stille gråd boende i sin søde stemme er Dolly Parton på 'Those Were The Days' syngende vært for en stor forsamling af sangere og musikere. Den unge folk- og jazzsangerinde Norah Jones er der. Den garvede countryhelt Kris Kristofferson er der. Også Roger McGuinn fra The Byrds, 60'ernes folkikon Judy Collins, countryrockeren Keith Urban og Yusuf Islam (alias Cat Stevens) er med, når Dolly Parton hylder en række af sine favoritsange fra 1960'erne og 70'erne ved at fortolke dem sammen med de oprindelige kunstnere eller andre, der passer til lejligheden. Over alle stemmerne svæver Partons egen, og omkring vokalerne spilles der enten mere økonomisk bluegrass med masser af banjo eller strygerorkestreret akustisk countrypop. Albummet er helt igennem velspillet og -sunget, men det har en stor svaghed. Sange som John Lennons 'Imagine', Kris Kristoffersons 'Me And Bobby McGee', Pete Seegers 'Where Have All The Flowers Gone' og Gene Roskins 'Those Were The Days' er folk- og folkrocktravere, som i forvejen er fortolket til kedsommelighed, og Dolly Partons versioner hører ikke til de mindst sentimentale. Men sådan er det med hende. 60 år ung er hun stadig en af countryscenens mest inspirerende og produktive solister, men ikke alt, hun udgiver, virker strengt nødvendigt. Kun det meste.