Der er noget næsten rørende over hyldestplader. I næsegrus tilbedelse rulles bedetæppet ud med bankende hjerter i fuld bevidsthed om det håbløse i forsøget på at nå idolerne til ankelsokkerne. Hvis altså idolerne er hyldesten værd. Det må man sige, Depeche Mode er. Men bestemt heller ikke de nemmeste at hylde kreativt. Man kan hylde en sangskriver ved at fortolke hans sange på mangfoldige måder. Bedst fungerer det faktisk, hvis den, der hyldes, tilhører kategorien oversete genier. Så er formålet dobbelt. Hyldesten skaber fortjent opmærksomhed. Hundesvært bliver det, når sangskriveri og en berømt sound er uløseligt knyttet til hinanden. Som det mildest talt er tilfældet med Depeche Mode. Englænderne fra Basildon, der med patosfanen højt hævet nu i 25 år har holdt sig på toppen som alt andet end forbigående musikalsk modefænomen. Der er groft sagt to tilgængelige strategier. Man kan lade beundringen stråle ubetinget og respektfuldt synge idolet efter munden. Eller man kan vælge mere konfrontatoriske eller overraskende angrebsvinkler. På 'dmdk' er Tiger Baby med 'Strangelove' ikke alene om at demonstrere, at det første er uholdbart. Man kan ikke lyde lidt Depeche Mode-agtig uden at blegne. Dansk rocks måske mest talentfulde indie-rockband Figurines falder i en anden fælde. Her er tråden til Depeche Mode simpelthen for tynd, til at konteksten giver nogen mening. Generelt er de mest overraskende bud de bedste. The Gospels rå og saftige udlægning af 'Personal Jesus' swinger, så den kvindelige sumpvokal damper og slasker. Men, som Johnny Cash allerede har demonstreret, er det nok også dét Depeche Mode-nummer, der bedre end noget andet egner sig til personlig, klassisk fortolkning. Ellers må man sige, at det er i de elektronisk baserede samtaler mellem fortolkere og forbilleder, at det mest meningsfulde opstår. Mikael Simpsons dagligstue-electronica ('det er ligemeget (it doesn't matter two'), Cph Jets 'Just Can't Get Enough' og Track 72 med minimalistisk elektronik og hjælp fra en Prince-inspireret Mark Linn på 'Monument'. Både Diefenbach og Lake Placid gør som de andre overvejende unge navne fra det danske musikmiljø behjertede forsøg, men må indse selve kernen i hyldest-konceptets dilemma: 'Policy of Truth' og 'Everything Counts' tilhører Depeche Mode selv i formstøbte, patetiske lydbilleder, det bare er meget, meget svært at anfægte. Hvis man da ikke som Sterling laver 'Nyt liv' som dansksproget new wave-pop anno 1980.