Der er jazz i bagagen hos flere af medlemmerne i det debuterende rockband I Got You On Tape. Det kan man nu ikke umiddelbart høre. I hvert fald er det klart overdøvet af Bowie-indflydelsen i sangeren Jacob Bellens fraseringer på et nummer som 'Asteroids'. Men netop her begynder brikker at falde på plads. For har Bowie f.eks. på 'Outside' ikke været tæt på en musik, hvor det er svært at operere med klare genreskel? Og har Rune Kielsgaards trommer ikke på flere numre et jazzet swish snarere end en rocket puls? Og er der ikke noget jazzet over den diskrete stil, hvormed musikerne insisterer på at tælle som instrumentalt kollektiv snarere end et band med attituder og popmelodier? Et skosværtebrunt omslag, et snørklet navn og en forsanger, der ikke brager igennem nogle lydmure. Popsmart pr er det altså ikke. På trods af sit utraditionelle sangskriveri skal I Got You On Tape nok belave sig på at blive beskyldt for melodisk middelmådighed. Men I Got You On Tape har skam melodierne. Hør blot 'Doctor Watching', 'Blowing Smoke' eller den nænsomt åbnende intro 'Sticks And Bars'. Men de oversælger dem ikke. Det er her, kvintetten skiller sig temmelig afgørende ud. Det er ikke et rockband, der prøver at sælge sig selv på popargumenter, men slet og ret et band, der nærmer sig sagens kerne i håndspillet fællesskab. Hvilket betyder, at I Got You On Tape er et band, der kræver sin tid. Ikke fordi det er overdreven kompliceret musik, men fordi det er musikere med personlige udtryk og ikke velsmurte tandhjul, der skal finde hinanden. Til gengæld er dette album både særdeles helstøbt og på en instrumentalt uhyre levende måde i stand til hele tiden at skærpe nysgerrigheden. Denne klirrende og skiftevis lidt sprøde og lodne lyd, der vender ryggen til alt effektjageri og alligevel er alt andet end fodformet. Uden et eneste hop på tungen toner I Got You On Tape på trods af den lovlig påtrængende Bowie-fiksering frem som et af de mest originale bands på øjeblikkets vitale danske indierock-scene.