Vi finder ham hængende over mindst en whisky for meget på den fjerneste stol ved baren, klimprende lidt på en guitar. Skuldrene er sunket ned hos den gamle charmør. Han plejede at dyrke overdrivelsen som rutine, når han bralrede løs om sine erobringer og bedrifter. Han taler stadig, hvis nogen gider lytte, men stemmen er lige så dæmpet som de håb, han trods alt nærer om sit livs efterår, for han er jo en »lucky old dreamer«. Men han erkender også, at han er »too old to pretend«. I disse fire ord ligger den største forskel på den gamle hofleverandør af klassikere til hitlisterne og indsmigrende easy listening med tilpas bravur Neil Diamond og den 65-årige mand, vi møder her, hvor han er sat i scene af mesterproduceren Rick Rubin. Han var manden, der genopdagede den aldrende Johnny Cash og gav ham nyt kunstnerisk liv på de fire fantastiske plader i serien med 'American Recordings'. Nu risikerer han at gøre det samme for Neil Diamond, der i 1960'erne og 70'erne med den ene popklassiker efter den anden bragede ind på de amerikanske hitlister med 'Cherry Cherry', 'Song Sung Blue' og 'Sweet Caroline' som de måske mest kendte blandt de mange stedsegrønne. Ligesom han gjorde med Johnny Cash, der i øvrigt genindspillede Diamonds 'Solitary Man' og gjorde den til titelnummeret på sit 'American Recordings'- album i år 2000, har Rick Rubin skåret alt overflødigt væk. I de fleste af de 12 sange hører vi Neil Diamonds forbløffende smukke baryton synge helt tæt på mikrofonen over hans eget akkompagnement på den akustiske guitar. Enkelt, rent og stærkt forløsende, fordi de fine sange står ved deres skabers alder og erfaring. Hvem skulle have troet, at man ville høre optimisten Neil Diamond kigge tilbage på sit liv i en sang med titlen 'Hell Yeah' eller i 'Evermore': »Have we come this far to have gone astray/ I've been lost before but not lost this way«. De fleste har givetvis afskrevet Neil Diamond som en luftig flødebolle fra underholdningens store sukkerbeholdning. Dem, der gider gøre sig den ulejlighed at lytte til den anderledes uslebne diamant, vi møder i baren, vil få sig en artig overraskelse. Og et særdeles positivt genhør. Hell yeah!