Efter i årevis at have virket til fordel for jazz er den amerikanske sanger og guitarist James Blood Ulmer i dette årti draget på en lang, personlig og musikalsk rejse til bluesmusikkens rødder. Resultatet har været betagende på de to album, 'Memphis Blood: The Sun Sessions' fra 2001 og den to år gamle 'No Escape from the Blues: The Electric Lady Sessions'. På de to plader udforskede James Blood Ulmer med sin makker og producer, Vernon Reid med en fortid i det sorte heavyband, Living Colour, den elektriske blues. Nu graver han mindst et spadestik dybere i mudderet ved Mississippiflodens delta og rammer musikkens rødder med et enkelt, upyntet og nøgternt udtryk, der er noget nær en renselse. I en samling sange, der næsten kunne være skrevet af Robert Johnson, tager den teknisk fremragende og frit fabulerende James Blood Ulmer fat på amerikanske tabuer som racisme blandt mennesker af alle kulører, sex og religion. Genren, tonen og lyden er måske nok gammeldags, men det er udtrykket og ordene ikke. Mens mange andre bluesmusikere forsøger at opdatere bluesmusikkens udtryk, har James Blood Ulmer og producer Reid valgt at fastholde fortiden og alvoren så langt væk som vel muligt fra røvballeblues og partyrock. Derfor ender the blues med at blive en eksotisk plante i Ulmers varme drivhus og derfor lyder albummets to klassikere, 'I Ain't Superstitious' med en bemærkelsesværdig skæv guitarsolo og 'Sittin' On Top Of The World' både bekendte og vildt fremmede her. Men i James Blood Ulmers sange er der for alvor noget på spil. Ikke mindst i 'Geechee Joe' om onklen, der nægtede at arbejde for den hvide mand, men også i den afsluttende 'Devil's Got To Burn' med stigende intensitet frem mod det dæmoniske grin, der lukker albummet. I James Blood Ulmers version er der ikke meget af at grine ad. Her er the blues de blottede knogler, der lyser hvidt i bålets sidste gløder, der ligger og ulmer for at minde os om, hvor hurtigt branden kan anstiftes.