Relevansen af at udgive live-plader er ikke altid lige nem at få øje på. Men ikke når Bright Eyes alias 25-årige Conor Oberst og hans band har været på turné i kølvandet på dobbelt-udgivelsen 'I'm Wide Awake It's Morning' og 'Digital Ash In A Digital Urn'. At bandet er en mere rodet end stram organisme, er i dette tilfælde et livstegn. Det er selve nærheden til stoffet og til mikrofonen, der gør 'Motion Sickness' til en usædvanlig konkret koncertoplevelse. Vorter og falske toner og hele pivetøjet er med, men også småfantastiske sange som 'We Are Nowhere And Its Now' og den lige så komplekse som medrivende kærligheds- og protestsang 'Landlocked Blues'. Her udstiller Conor Oberst den mærkelige blanding af kynisme og naivitet i USA's red verden fra sig selv-mission og hans egen lyst til at løbe langt, langt væk. 'When The President Talks To God' er ikke spor sød ved det nære forhold mellem George og Gud. Musikalsk leder man forgæves efter den digitale del af dobbelt-udgivelsen. I flere numre er der tale om en slags country-rock så raseret som en saloon efter et større lørdagsslagsmål. Men uanset om man er nykomling eller veteran i Bright Eyes-universet, er 'Motion Sickness' mere end en souvenir. »If you love something give it away«, synger Bright Eyes i sit rette element og leverer et godt tip til julegaven til alle unge mennesker i den følsomme protestalder.