Det er ikke let at være en ung, rig, smuk og berømt kvinde. For hver gang, man sætter foden i egen glassko på trappen op til tronen, kommer dronning Madonna dansende ind og fejer én bort. Således også på 'Confessions on a Dance Floor', hvorpå den 48-årige Madonna Louise Veronica Ciccone effektivt får demonstreret, at hun stadig er den største og måske endda den eneste dansedronning. Surt show for Gwen Stefani, Britney Spears, Jennifer Lopez, Christina Aquilera, Kylie Minoque, britiske Goldfrapp og alle de andre hofdamer, men mor holder altså godt fast i det magiske scepter. Det, der som bekendt fungerer som en radar, der kan indfange nye signaler i musik, mode, stil og trends og ved et trylleslag forme alt om til varemærket Madonna. Skulle det ikke være nok, kan man altid hente hjælp i historien. Både sin egen, som Madonna flittigt og fermt genbruger, men også i eksempelvis ABBA's. Helt enestående har den svenske kvartet givet Madonna lov til at sample det ekstremt iørefaldende og rytmisk spændstige keyboardtema fra 'Gimme Gimme Gimme (A Man After Midnight)' på singlen 'Hung Up'. Den har allerede været på fuldt berettiget triumftog kloden rundt i de nye, elegante klæder, produceren Stuart Price har givet den på. Det er Madonna, når hun er bedst, og toner ægte kærlighed til dansens kultur på diskotekerne uden postmodernistiske antydninger i nogen retning. Mens Gwen Stefani og mange af de andre yngre søstre har søgt mod den urbane, sorte musik for inspiration, holder Madonna og hendes nye allierede med en fortid i Les Rytmes Digitales fast i deres - hvide - rødder i den poppede disko, og det klæder hende, ligesom det gjorde på hendes mest vellykkede album i de sidste ti år, 'Ray of Light' fra 1998. Til gengæld har Madonna stort set droppet de politiske tilkendegivelser, hun forsøgte sig med på det kommercielt set mest miserable album i karrieren, 'American Life' fra 2003. Der er dog små provokationer fra den Madonna, der selvsikkert spankulerer rundt i sin by, New York, som hun beder om tilgivelse for at være flyttet væk i den tilpas arrogante 'I Love New York' - her er der endda et lille svirp fra mamas takststok til texanske George W. Bush. Og i albummets eneste ballade, den smukt svævende 'Isaac' med et nynnende kor som et ekko af hittet 'Frozen', lader hun formentlig velovervejet et mellemøstligt kor være en antydning af modstand mod krigen i Irak. Men det bliver netop ved antydningerne og er langtfra Madonnas hovedærinde på denne tætpakkede festbombe. Trods titlen emmer den ikke af betroelser, ud over at Madonna i sine tekster fremstår menneskelig, skrøbelig og parat til at investere sig selv. Den egentlige betroelse er bekendelsen til dansen og fysikken, der på sundeste vis kan gøre os høje. Og høj bliver man i selskab med Madonna på sylespidse hæle i det lækkert designede lydtapet, der er albummets største styrke. Men også dens svaghed, fordi indpakningen, der får musikken til at fremstå som en glidende helhed, også får sangene til at minde for meget om hinanden. Det er lidt ærgerligt, når nu en af de få kvaliteter, Madonna sjældent er blevet skamrost for, er hendes kompositoriske evner.Dem hører vi for lidt til på et album, der stiller sig tilfreds med at være en glødende jukebox, fuld af knaldende kærlighedserklæringer som de umanerligt velsmurte 'Push', 'Sorry' og 'Jump'. Det er sange, der viser Madonna ved fuld styrke og med fornyet tro på sig selv. Kun i 'How High' er hun tvivlende i sin selvrefleksion: »It's funny, I spent my whole life wanting to be talked about«, for selv at spørge: »Will any of this matter?« og siden konkludere: »Nobody's perfect, I guess I deserve it«. Tja, på samme måde har vi vel den Madonna, vi fortjener. Og som hun er, kan vi næsten kun være tilfredse. Eller vente på, at en af de unge prinsesser endelig får tilkæmpet sig tronen. For dansegulvets dronning abdicerer ikke selv.