Efter sit store gennembrud som solist med albummet 'Alpha Han' for to år siden sigter Jokeren (Jesper Dahl) denne gang endnu højere med det ambitiøse 'Gigolo Jesus'. Denne gang er det tydeligvis ikke nok for Jesper Dahl, der for længst har passeret de 30 år, at beskæftige sig med sig selv og rollen i hiphopmiljøet. Med hårde hug og skarp tunge kaster Jokeren sig ud i en kritik af sin samtid og sit samfund, der rækker ud over hiphoppens sædvanlige proselytter og klicheer. Et modigt forsøg på at ramme mesterværket, som selvfølgelig også indebærer den risiko, at den hjemlige hiphops tunge dreng skyder over hovedet på sit publikum. Hvad man med god grund kan frygte, for der er meget langt fra den senere så omdiskuterede afskedssang 'Kvinde - din møgluder' og hjemstavns-hiphoppen på 'Havnen' fra det sidste album til bandbullen mod reaktionær dansk selvtilfredshed denne gang. Den selvudnævnte storbystodder er »træt af stoffer - de hænger mig ud af næsen«, men stadig fast inventar på barerne, men på albummets måske bedste nummer, 'Rastløs', omplanter han sig selv til byens gader. Søvnløs gennemtrawler han den nattetomme by på jagt efter lidt mening: »Jeg' træt af politik, det hænger mig ud af ørerne/ I lefler bare for dem, der holder BMW'en kørende/ Jeg' træt af alle jer der synes I' for fede/ Yo her er en slankekur: Hold op med at æde/ Og giv lidt til dem, der sidder med hånden fremme/ Sultne, tomme øjne og en skål i en fluebrække«, skælder og smælder Jokeren. Han når også lige at få sat kulturpolitikken på plads: »Men I støtter kun dem, der kigger hjemad/ så det føles som at spjætte i kviksand«. En lang, flot fabuleret og turneret tekst fra en modnet Joker, befriet for bralrende pral og andre af hiphoppens selviscenesættelser. Der er flere slag til samme boldgade i 'Nye tider', en vellykket duet med Ataf - to gamle venner, der mødes og undrer sig over, hvorfor lige netop de slap væk fra det hårde miljø. Selv om Jokeren selvfølgelig stadig bruger sit (fri)sprog, som det nu passer ham, skal feminister og andre kritikere have tættekammen frem for at finde noget at hidsige sig op over her. Jokeren spræller i nettet på den efne 'Mænds ruin' med masser af remser som »Sund fornuft har aldrig rystet en tosse«, »Jeg har brændt mine broer på stribe/ Har ikke en chance - Det' dén jeg må gribe« og »Og ærlig talt, fisse er jo ren blær/ Det føles både godt og det styrker mit selvværd«. Det kan man så more sig over eller flamme op over, alt efter temperament. Men uanset hvordan man har det med det, er der masser af gejl ordleg på 'Gigolo Jesus'. Serveret med uforlignelig svajerstil i stenbro-rappen af Jokeren og de inviterede gæster, der virkelig får rystet den syge pose fra apoteket, så de sproglige vitaminer farer rundt mellem os. Desværre er der knap så meget lir og blær over musikken og produktionen. Jesper Dahl har skrevet mange af sangene i selskab med hitmageren Remee, men den glatte pænhed klæder ikke rappens baggårdsræv. En ofte lige så glat og sær fantasiløs produktion gør det ikke bedre. Musikalsk er 'Gigolo Jesus' en mild skuffelse, og derfor lykkes det ikke helt for Jokeren at ramme mesterværket denne gang.