DE SIMULTANT indspillede 'Rejoicing in the Hands' og 'Nino Rojo' lød som et naturfænomen nænsomt indfanget i et improviseret studie. Næsten uden at røre støvet på sommerfuglens vinger. Sådan kan det selvfølgelig ikke blive ved. Allerede på sommerens Roskilde-festival kunne man opleve Devendra Banhart i spidsen for et band med en helt anden robust og udadvendt side end den sprøde, verdensfjerne hippie-trubadur fra 'Rejoicing'. På 'Cripple Crow' er Banhart som sanger og sangskriver nøjagtig lige så egen som før i sin insisteren på at være hippien med det krøllede barnesind. At høre ham synge »you're gonna enter yourself/ back through your baby's frontdoor« er ikke eneste gang, Banharts dirrende stemme får hjernen til at slå en volte med en sælsom voksen-barnlig formulering. I signatursangen 'I Feel Just Like a Child' hedder det: »From being my Daddy's sperm/ to being packed in an urn/ I'm a child«. Men helt det samme er det ikke. Den spartanske ramme koncentreret omkring stemmen og den akustiske guitar - begge særdeles originalt turneret - fik magien til at stå som en aura om Banhart. Ikke alverdens citar, tablas og feststemte syreguitar kan på 'Cripple Crow' opveje den tidligere så magiske effekt af den nøgne udstilling. Sangene skifter fra det uhøjtidelige til det inderlige og det decideret pjattede. Paradoksalt nok kan hverken dette eller de langt mere afvekslende musikalske rammer få sangene til at skille sig ud som tidligere. Uanset hvor meget Devendra Banhart skifter frem og tilbage mellem engelsk og barndomssproget spansk.