Nikolaj Nørlund har produceret Olesen-Olesen. Så på 'Solsort og forstærker' får instrumenterne med pælerod og blomsterpragt lov til at folde sig ud som omslagets ukrudt. Mælkebøtter og elektrisk hækkesaks. Også musikalsk er titlens modstilling af natur og kultur endnu et ekspressivt eksekveret kapitel i den fortsatte historie om brødrene Olesen, der bevæbnet med sangskrivertalent og frodigt mismod rejste til storbyen og senere endte på landet. Her er Peter H. Olesen som hårdnakket nedtrykt tekstforfatter på en måde i fin form. Taget sang for sang. Men betragtet som univers er sangene i stigende grad enerverende. Livet på landet for disse tidligere inkarnerede storbyindianere er tilsyneladende lige så dræbende ensformigt som tillokkende mageligt. Sortseer i sommerlandet med vinflasken og selvpisken bekvemt inden for rækkevidde. Vittigt og elegant beskriver Peter H. Olesen egen elendighed. Der er ingen ende på variationerne. Sin egen ulykkes smed fastansat på livstid i egen uvirksomhed. Selvlært introvert. Forhenværende lovende. Jeg er ikke for klog. Træt af det hele. Indimellem er det virkelig morsomt skrevet: »Du kigger op og siger at/ det perfekte keder dig/ Nu kan jeg bedre forstå/ hvad du ser i sådan en som mig«. Som det skrevet står i en af pladens bedste sange, 'Solsort og forstærker'. Det går bedst, når kvinden bliver sluppet ind i teksten. Titelsangen smækker sammen med 'Mild morgen' et vindue op til en forsigtig portion frisk lys og luft. Det kan godt være, at optimisme er noget billigt skidt i forhold til et blankpoleret sortsyn, men det er da i hvert fald en tiltrængt afveksling. For i længden er man lige ved at skrige over så stor en dosis elegant selvironisk anrettet blanding af selvudlevering og selvmedlidenhed. »Alt giver mig ubehag/ i det her satans nabolag«, synger Olesen fra sin mageligt indrettede skyttegrav et sted i det med garanti smukke sjællandske landskab. Men det er en god sang, denne 'Alt er Ørnsbo' i dag. Ru kanter og rå, håndspillede instrumenter. Men efter at have søbet i flasken på 'Ræk mig flasken' fortsætter jeremiaden med spørgsmålet 'Hvad kan jeg se frem til'. Svaret er ikke overraskende ikke opmuntrende: tiltagende døvhed, dårligdomme og død. Ting, man i længden ikke kan undslippe. Men der venter også »flere køkkenmaskiner og en havetraktor«. Uhyggelige tegn på småborgerlige aktiviteter! Men køkkenmaskiner og havetraktorer er trods alt ikke noget, man i dagens Danmark bliver tvunget til at købe. Det er lidt som i 'Hr. Biedermeier', hvor vor mistrøstige hovedperson sidder i stuen og hygger sig halvvejs ihjel. Men altså trods alt hygger sig brødebetynget. Og bliver siddende. Klar til endnu en nat med rødvin og nødrim, som det udtrykkes et andet sted. Digterne, der påkaldes undervejs, er giftige Gustav Wied, novembergrå Nordbrandt og altså arrige Ørnsbo. Digtere kan suge længe af samme stof, men man kan også nå en grænse, hvor man bliver nødt til at finde på noget andet end variationer over et tema. Med 'Solsort og forstærker' har Olesen-Olesen foretaget endnu en kompetent og på sæt og vis veloplagt afskridtning af territoriet, men nu er hver eneste sten i omegnsmismodet også vendt og drejet til overflod. At gentagelsen er en pointe i sig selv, slider sig selv op selv i den stilfærdigt dansable sisyfos-sang 'Mit job'. 'Solsort og forstærker' er derfor noget så paradoksalt som en god plade, man er ved at få svip af. Måske skulle Olesen-Olesen overveje at flytte hegnspælene. Hvad enten det skal foregå i lokal- eller stofområdet. Finde et sted, hvor de kan finde nye udfordringer til Peter H. Olesens sprogligt opfindsomme sangskrivertalent. Der er ikke mere at hente ved at være flyttet på landet. Idyllen kan ikke bære mere brok. Der skal ske noget. Måske ikke engang særlig meget. Måske skulle de bare købe sig en ko. Ko-sange er der ikke for mange af.