MENS NEIL YOUNG var i gang med at indspille sit nye album i Nashville, blev han ramt af alvorlig sygdom, da blodårer i hans hjerne udvidede sig. Resultatet kunne være blevet fatalt, men heldigvis blev Neil Young rask igen. Derfor kan vi nu nyde 'Prairie Wind', der musikalsk er en nær slægtning af den canadiske veterans to akustiske album fra 1970'erne, 'Harvest' og 'Comes a Time'. Men sygdommen og Neil Youngs fars død har sat sit tydelige præg på et album, der ser tilbage på det levede liv, hylder familie og venskab og på mange måder virker som en afsked. Temaet slås an allerede i første sang, 'The Painter' med en af de hudløst smukke, vokale præstationer, kun Neil Young leverer. »It's a long road behind me«, konstaterer han og fortsætter: »I have my friends eternally/ We leave our tracks in the sound/ Some of them are with me now/ Some of them can't be found«. Ligesom musikken er nedtonet og præget af country uden at miste nerven af den grund, er de tilbageskuende tekster præget af minder og relationer. To sange, 'Far From Home' og 'Prairie Wind', hylder sangerens egne forældre. Hans børn får en sang i 'Here For You'. Det er dejligt, prunkløse og ligefremme slægtssange, næsten som at kigge i det private fotoalbum. Hyggelige og rare minder i ly for præriens vind. Men Neil Young, der fylder 60 år i november, er ikke bare en familiær hyggeonkel. Lange skygger som den storpolitik, der er baseret på grådighed, personlige tragedier og dødeligheden læner sig ind over kaminild, piberøg og sprøde guitarer på et album, der gør efterårets komme mere udholdeligt.