Universet starter i et fortættet punkt og ekspanderer derefter som en sæbeboble, der bliver større og større. Hele tiden en anden, hele tiden den samme. Afstandene bliver mere svimle. Man kan ikke dele bevægelsen op i bidder. Kun vælge at iagttage det på et givent tidspunkt i forbifarten. Alt fjerner sig fra hinanden, men også tomrummet er en del af stoffet, en farve på paletten. At beskrive et univers i sin helhed. Man er næsten nødt til at gøre noget i den stil, når man skal anerkende Mews ambitionsniveau på gruppens fjerde album, 'Mew, and the Glass Handed Kites'. Kompleks musik Albummet viser, at Danmarks mest originale rockband har de størst tænkelige ambitioner og modet til at prøve at føre dem ud i livet. I en tid, hvor rockmusikken gerne hylder sin egne rødder med bas, guitar og trommer i 'autentiske', enkle konstruktioner, går Mew nærmest den stik modsatte vej. I retning af en eskalerende kompleksitet og kunstfærdighed, hvor instrumenterne klistrer sig helt tæt op ad hinanden, mens motivet, de udmaler, fylder lydbilledet helt ud til kanten af rammen, og harmonierne dumdristigt bygges op til himmelstiger. Som et andet nok så bekendt univers starter også 'Mew, and the Glass Handed Kites' med et ordentligt Big Bang. Buldrende trommer og guitar i tunge skaberkramper. Et øjeblik er man nervøs for, om tungrockproduceren Michael Beinhorn har forlokket de fire Hellerup-drenge til et forsinket ungdomsoprør! Klangligt spejlkabinet Men så kølnes stoffet og lyset i skikkelse af Jonas Bjerres røst, og krystallinske keyboards begynder at brede sig på det andet nummer, 'Chinaberry Tree'. Nummer er måske så meget sagt. Med undtagelse af de iørefaldende 'Apocalypso', 'Special' og 'The Zookeeper's Boy', der alle hører til de mest markante Mew-numre nogensinde, er albummet snarere én stor udfolden af stof. Et klangligt spejlkabinet. Et koncept-album, hvor lyden snarere end et tema eller en fortælling er konceptet. En ekspansiv rejse i lydens rum, der en gang imellem fortættes til melodier for atter at opløses i alternative former for musikalsk stoflighed. Post-rock og en gruppe som Sigur Ros har de senere år dyrket mere abstrakte former for rockmusik, men det er sjældent, man hører en så melodiøs rockmusik som den, Mew laver, operere med så høj en grad af abstraktion. Det er rock, der uden at rødme har ambitioner om at være lige så detaljeret og sammensat som en symfoni. Men i modsætning til 1970'ernes progressive, symfoniske rock prøver Mew ikke på at lave rock-opera eller rock, der på anden måde prøver at være sidestykker til de klassiske udtryk. Teksterne er fragmentariske snarere end narrative. Det er loftshøjden og kompleksiteten, der er til fælles. Rock, som hverken i ord eller musik er lige til at afkode. Men der er selvfølgelig en god grund til, at rockmusikken kun i perioder har dyrket den symfoniske ambition. I det mere abstrakte udtyndes det fysiske og ligefremme, der er så vigtig en del af rockmusikkens sprog. Så det Mew, man møder på gruppens nye album, er et mindre umiddelbart charmerende band end tidligere. Himmerigsmundfulden 'The Zookeeper's Boy' placeret som et klimaks på halvvejen smager stadig af mere overdådig popmusik, når dønningerne lægger sig efter mere end en time. Men gør det i selskab med et band, der satser alt på at spænde sine buer til bristepunktet og har skabt noget temmelig enestående i processen.