0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Skramlet swinger

Det norske fænomen Kaizer's Orchestra holder også dampen oppe på sit tredje album.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

- PR-foto

Anmeldelser, cd-beat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Anmeldelser, cd-beat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Skrammeltyfonen Kaizers Orchestra gør ikke mine til at lægge sig lige med det første.

Udpræget norsk og stærkt opstemt af mulighederne i både olietønder og østeuropæisk galskab har Bergen-bandet med Janove Ottesen markeret sig som et fænomen med skandinavisk appel og lidt til.

Så halsstarrig en galskab som Kaizer's Orchestra lægger for dagen, udgør ofte en begrænsning, når først nyhedens interesse har lagt sig, og efter 'Ompa till du dør' og 'Evigpint' har Kaizers Orchestra selvsagt ikke længere denne i ryggen.

Men den slags smålige tankegange bliver hurtigt blæst væk af et tredje album, hvor Kaizer's Orchestra endda formår kunststykket at lyde sådan ret rocklækre uden at miste sit solide tag i vanvid og total instrumental uforudsigelighed.

Det er en plade, der swinger. Ikke mindst fra side til side, fra møde til møde med den ene mere mærkværdige musikalske bastard efter den anden. 'Blitzregn Baby' er således et sprælsk eksempel på gruppens mere klassiske punkkvaliteter, mens titelnummeret nærmer sig stadionrock fra en udpræget anarkistisk indfaldsvinkel.

Uden at parkere særlig meget af hverken intensitet og galimatias gør Kaizer's Orchestra på snedig facon paletten større. På 'Dieter Meyers Inst.' svinger musikken fra sprød café-stemning til svulmende symfonisk rock og bimlen og bamlen, og når undervejs frem til noget, der slet og ret er medrivende som desperat anmodning om optagelse på den mystiske tyske doktors galeanstalt.

'Christiania' understreger en følsomhed i det melodiske, der giver Kaizer's Orchestra en levedygtighed, der rækker længere end til fornøjelsen ved larm i gaden.


Egentlig burde det smørrede grin være ved at stivne. Egentlig burde vitsen begynde at føles træt i betrækket. Men 'Maestro' er simpelthen så omhyggeligt og opfindsomt brygget sammen, at man hjertens gerne tager en tur mere på valsen og med fjeldtango.

Engang var det magistern, der swinged i Skandinavien. I dag lyder kampråbet »Sving din hammer, Maestro!« fra Norge og det er svært at sidde overhørigt. En ny samling attraktioner fra et band, der de nye melodiske kvaliteter til trods og syvende sidst dog nok vil gå over i historien som et temmelig enestående koncert-fænomen. Dampen holder de.

Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage

Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.

Læs videre nu

Annonce

Læs mere