Da Tom Waits sidste år skrev en liste over sine 20 yndlingsplader til den britiske avis The Observer, strittede et enkelt skandinavisk navn ud fra samlingen af store, internationale navne. Mellem Sinatra, Dylan, Zappa og Rolling Stones stod norske Kaizers Orchestra med deres 2001-debutplade, ’Ompa til du dør’. Men det overraskede tilsyneladende ikke bandets forsanger, Janove Ottesen: »Vi er jo nogle bands, som spiller i den sammenskramlende og skæve del af rocken, og i den verden er vi som kolleger vel gensidige fans af hinanden. Det er jo bevist, når Tom Waits er fan af Kaizers«. Det norske brushoved er tydeligvis ikke bange for at tage bladet fra sin søvndrukne mund. En time forsinket er han stået op og kommet til telefonen i tourbussen. Mens selvtilliden længe har været lysvågen, vågner resten af den fyrige forsanger langsomt op til dåd et sted mellem Zürich og Berlin efter gårsdagens koncert i den tyske hovedstad. »Ingen andre laver musik som os i hele verden. I hvert fald ikke med den instrumentering og energi. Og så på norsk! Det er vældigt stærkt i 2006 at præsentere et 100 procent unikt musikalsk produkt, ja det er næsten umuligt. Og så er vi ekstremt gode live«, siger Janove Ottesen.
Sejrsgang i Europa
Og han har noget at have det i, for Kaizers Orchestra er et hit. 2001-albummet er den bedst sælgende debut for et norsk rockorkester nogensinde, og siden har bandet med tre plader og et hav af koncerter fortsat sejrsgangen i Norge ud i resten af Europa.
At de planlagte to danske koncerter blev til fem, vidner om, at der også herhjemme er et overordentligt stort publikum, der godt vil have det intense og medrivende fix, som en koncert med Kaizers er. Publikum ved, hvad de kan forvente, og Kaizers Orchestra leverer den velkendte vare med trædeorgel, gasmasker og olietønder. På klingende norsk kaster de rock, folkemusik, pop og punk ned i den boblende gryderet, der serveres aften efter aften rundt om i Europa. Norsk haute couture Men når det rumlende rockshow bliver fyret af 120 aftener om året, kunne man måske godt få lyst til at prøve noget andet. Det kunne være, at Kaizerens klæder begyndte at stramme, eller er de blevet så vant til og afhængige af det samme kluns, at de blot gentager formlen fra deres succesfulde norske haute couture? »Nej, men man får lyst til at udvikle det. Man får lyst til at tage det bedste fra sidste gang og så lave noget nyt, der er endnu bedre. Vi vil gerne beholde kernen i Kaizers, men samtidig udvikle os. Det er kun os, der kan lave det fjerde Kaizers-album, ingen andre«, svarer Ottesen med en snigende mopset tone. Alle medlemmerne af bandet har musikalske projekter ved siden af, og Ottesen selv udgav i 2004 en stille akustisk plade, der lå langt fra både Kaizers’ energiniveau og lyd. Man kunne fristes til at tro, at Kaizers Orchestra blot er et lønarbejde, mens hjertet og kreativiteten i virkeligheden ligger i de mindre, men mere personlige projekter i pauserne mellem Kaizers’ stramme program. Jeg når lige at stille den tanke som spørgsmål, inden den mobile forbindelse til samtalen med Ottesen i tourbussen begynder at strejke. Da jeg ringer ham op på ny, er det dog en lidt mere frisk og glad nordmand, der tager telefonen.
