Cool til op over begge ører. Black Rebel Motorcycle Club ramte retro-guld, da bandet fra San Francisco i 2001 med debutalbummet 'Whatever Happened To My Rock'n'Roll' satte stilfuld strøm til tidligere tiders guitarstøj. Med deres sortklædt kontrollerede og indadvendte attitude et hit hos anmelderne. Men målt på publikumsappel et langt mindre fænomen end bakspejlskollegerne The Strokes. Det andet album 'Take Them On, On Their Own' (2003) var i så henseende et massivt tilbageskridt, og BRMC var tæt på opløsning. Så 'Howl' er på alle måder et overraskende album. BRMC smider alle deres moderigtige manerer over bord. Mister uden tøven deres cool og står frem som et lidt gammeldaws, men engageret og derfor stærkt band i sin melodiøse nyfortolkning af en udpræget blues-orienteret rockmusik. At skifte Jesus And Mary Chains knitrende kølighed ud med beatpoeten Bob Dylans ordmættede blues som forbilleder er mildt sagt et kursskifte af de mere radikale. Men fordi gruppen nærmer sig sin blues uden skyggen af ironi, ender BRMC på ingen måde som en kopi af Jon Spencer Blues Explosion. Hvor Black Rebel Motorcycle Club før dannede skole, lyder de nu som oprigtigt nysgerrige og opvakte elever taget i skole af en tradition, der er meget større end dem selv. Uden at føle sig trykket af overdreven ydmyghed vel at mærke.