I moderne soul, hiphop og r'n'b er der Missy Elliott, og så er der alle de andre kvinder med divaambitioner. Indtil sit forrige album, 'This Is Not A Test', forekom Missy Elliott at være fuldkommen urørlig på sin glohede trone. Den vildtvoksende, seksuelle, kvindelige begavelse, man altid kunne søge til for at få den ægte rå vare, når kvalmen uvægerligt meldte sig over de overproducerede, overdrevet stylede, stønnende, sukkende og underdanige maveskindsblottere i omegnen af MTV, blev for voldsom. På det album var det, som om Missy Elliott næsten havde glemt sine egne seje kvaliteter. Eller også var hun bare sjældent uinspireret. Derfor er det en stor glæde, at Missy Elliott i den grad har fundet sig selv på sit sjette album, hvor hun endda med undtagelse af to numre ('Joy' og 'Partytime') har taget det modige skridt at stå uden sin ellers faste producer, Timbaland. Det kunne måske være gået galt, men nu er Missy Elliott ikke en viljeløs marionetdukke, hvorfor hun da også klarer sig strålende alene og i blandet selskab. Vel at mærke helt uden hiphoppens udtrådte manerer og dårlige vaner. Hvilket formentlig er grunden til, at en sand stjerneparade af gæster optræder på albummet, inklusive dette års stjerneskud, M.I.A. Hun angriber dansegulvet hårdt og heftigt i 'We Run This', 'On & On' og singlen 'Lose Control', der selvsagt alle emmer af sex og den selvironi, der også er et varemærke for damen. Uden smålig skelen til den omsiggribende afmagring af unge kvinder bekender Missy stolt: »I've got a cute face/ Chubby waist/ Thick legs/ In shape«. Der er flere selverkendelser på åbningsnummeret 'Joy': »Since '92 I came to win and never lose/ They try to stop a chubby chick from coming through/ My belly out and selling out these venues«. Også på den fine 'My Struggles' i selskab med Mary J. Blige viser Missy Elliott, hvem der er den virkelige diva fra de hårde gader. Sandt nok, men ikke just overraskende. Men paletten har fået flere nye farver på 'The Cookbook', der i eksempelvis 'Bad Man' læner sig op ad den jamaicanske dancehall. I den anden ende af sit spektrum fyrer Elliott den af, som var hun i egen ensomme person afløseren for opløste Destiny's Child. Og naturligvis når hun også lige at vise i 'Remember When' og 'My Man', hvordan man leverer ballader uden at sukre til. Rigeligt til at overbevise om, at det stadig er fra Missy Elliott, vi skal vente på de virkelig saftige og rå lunser. En af de få, der overhovedet tåler sammenligning med Missy Elliott, er Jaguar Wright fra Philadelphia, som for to år siden leverede et brag af de helt overrumplende på Roskilde Festival med sin første koncert nogensinde uden for USA. Desværre lever hendes andet album ikke helt op til denne sublime forestilling og heller ikke til hendes fine debut, 'Denial, Delusion & Decisions' fra 2002. Men Jaguar Wright er stadig en udsøgt sangerinde med en eminent frasering både i de mere funky numre og indtrængende, voksne og vedkommende ballader som 'Let Me Be The One'. Forbindelsen til den gamle soul, Jaguar Wright er mere end inspireret af, holder hun levende i sin fremragende fortolkning af Shirley Browns 'Woman 2 Woman' fra 1974, men ellers er materialet nykomponeret, hovedsagelig af sangerinden selv. Hvad den ironiske titel jo også antyder - Jaguar Wright har forståeligt nok ikke den store sympati for den tåbelige genrebetegnelse 'neo soul' for noget, som ret beset bare er soul. Heldigvis. For det er en heftig genre, her fornemt repræsenteret i eksempelvis 'Ecstasy', 'Free' og 'One More Drink', der ikke alene er sigende titler for Jaguar Wrights passion og temperament, men også fine sange. Lad os håbe, at vi snart får dem at høre live igen i dette land. erik.jensen@pol.dk