'Body of Song' markerer Bob Moulds tilbagevenden til guitarrocken. Mould, der i 1980'erne stod i spidsen for det legendariske punkrock-band Hüsker Dü og i begyndelsen af 1990'erne hittede stort og hårdt med sit nye band Sugar. Efter Sugar gik Mould efterhånden over til at lave musik, der kun var tilgængelig via hans hjemmeside. De senere år har Mould brugt det meste af energien på at være dj og de fleste af kræfterne på favoritsporten brydning. 'Body of Song' viser imidlertid, at Mould hverken har glemt at spille guitar eller skrive intense, iørefaldende sange. Svagheden er nu som før Moulds begrænsede rækkevidde som sanger og en tendens til det monotone. Et problem, den noget bizarre og temmelig grufulde brug af strubemikrofon på bl.a. 'Light Love Hope' og 'I Am Vision I Am Sound' ikke ændrer på. 'Hi-fidelity' er en følsom lille kærlighedssang, som får sat omkvædet »who could live with me/ in high fidelity« over styr med en overtydelig brug af klokkeklang og kirkeorgel. I mere interessant retning trækker den støvede melankoli ledsaget af et flosset lille guitarriff på 'Always Tomorrow'. Men nu som før er det den sugende, centrifugale kraft i Moulds guitarrock, der holder værket svævende. Det er den, der gør, man stadig hænger på. Snarere end en samling sange, der ikke lægger så forfærdelig meget til Moulds tidligere udspil.