Hvis man lige havde den 35-årige, funk- og Formel 1-forelskede ungkarl Jamiroquais mobilnummer, kunne man endelig i forbindelse med hans nye, sjette album få sagt det til ham, som det er: at det ikke længere er skidesmart at gå med strikhue året rundt, og hvordan tror han forresten selv, at hovedbunden og hjernen har det? At det er speederen i Ferrarien og ikke stemmelæberne, han skal klemme i bund, medmindre han har lyst til at lyde som en fortyndet udgave af Stevie Wonder og Marvin Gaye? Havde man det telefonnummer, kunne denne her læderforede modelattraktion også få at vide, at der tværs igennem hans ligegyldige tekster om fiasko-forelskelser og mislykket globalpolitik står en stærk, instinktiv fornemmelse af uimodståelig, lystfuld soulfunk. Udtrykt bundsikkert igennem et album, der egner sig virkelig glimrende som behagelig baggrundsmusik. Det er faktisk, hvad Jamiroquai er ualmindelig god til.