Da Brian Eno for nylig blev interviewet til et skotsk dagblad, fik journalisten følgende ordre fra både Enos manager og fra hans personlige assistent: »Du må ikke nævne U2!«. Det hed sig, at Eno nægtede at dyrke nostalgien og det faktum, at hans skønhedssøgende touch var hemmeligheden bag U2's bedste plade, 'The Joshua Tree' fra 1987. Inden da havde manden dannet og forladt Roxy Music - britisk musiks måske største originaler i 1970'erne - og opfundet den elektroniske ambient-genre, som blomstrede langt ind i 1990'erne. Og siden har han kastet sig over lydinstallationer, mere ambient og nye samarbejder, der lyser langt væk af at være 100 procent lystbetonede. Det kan derfor godt føles lidt profant at skulle skrive om Brian Enos første nye egentlige sange i 13 år. Brian Eno er en mand med en sjælden kontrol over sin egen imponerende kunstneriske bane. 'Another DayOn Earth' er, som antydet, Enos tilbagevenden til egentlig sangskrivning. Og han har vitterligt puttet sine erfaringer fra sine seneste 35 års musikalske eksplorationer ind i elleve fireminutters numre. I flere af dem vil Eno stadig ikke overgive sig til melodi eller omkvæd - her er tale om rene stemningsfragmenter, hvor han tryller elektronisk med sin egen stemme eller benytter sig af kvindelige spoken word-vokaler. Det er pladens mindst interessante bidrag. Langt mere inciterende bliver det, når Brian Eno lader sin baryton klinge i melodisk sparsomme, men ofte svulmende hooklines over sine næsten naturstridigt letsvævende produktioner. Hans perfektion, denne noble, ligevægtige og teknisk vise omgang med beatet, anbefales det enhver lytter at fortabe sig i. Sprøde trommeprogrammeringer, gnistrende guitardryp, synthesizervidenskab og diskrete samples samler sig i søjlegange af velordnet kompleksitet. Det er for disse glimt af lydhimlen, at pladen skal nydes. Men ligeså betagende Enos stjernekrymmel er at lægge øre til, lige så snart føles skønheden pulveriseret til luft igen. 'Another Day On Earth' er som et kaleidoskop: smukt at kigge ind i, men hvis nogen bad dig tegne mønsteret bagefter, ville du være på spanden. Det gælder også teksterne - oftest noget mystifistisk noget med livet, universet, mennesket og alt det der. Helt sikkert med stunder af poesi, men man kommer ikke ligefrem ud på den anden side som et forandret menneske. Dertil kaster Brian Eno for få kroge ud i virkeligheden. 'Another Day On Earth' er et so and so-comeback for sangskriveren Brian Eno. Han kan ramme os langt dybere, end han gør her. Men skal vi have det at høre igen, skal det være i et samarbejde med en vægtig gruppe eller solist, der kan udfordre ham, og som han kan få det bedste frem i. Gerne U2, som trasker rundt i deres stadig mere intetsigende tilbagevenden til gamle dage. Men allerhelst et navn fra en ny generation på vej frem. Franz Ferdinand, måske. Se, det kunne være interessant.