Siden Coldplay sidst lod høre fra sig i 2002 med 'A Rush Of Blood To The Head', som allerede er en moderne rockklassiker, har verden og virkeligheden for briterne udviklet sig på en næsten grotesk måde. I dag er de blegnæbbede melankolikere mangemillionærer, sanger Chris Martin en del af det internationale jetset og lever sammen med skuespilleren Gwyneth Paltrow, med hvem han også har et barn. Godt for ham. Den gode nyhed for fans af Coldplay er, at alle disse lykkelige omstændigheder ikke har fjernet Chris Martins melankoli og evindelige tvivl på sig selv. Den dårlige er, at smerten ikke er så påtrængende for andre mere. Så snart et af årets mest imødesete rockalbum er sparket i gang af den ikke synderlig interessante U2-pastiche 'Square One', indhenter mørket den ellers hørligt forelskede Chris Martin: »What if I got it wrong and no poem or song could put right/ what I got wrong or make you feel I belong/ what if you should decide that you don't want me there by your side?«, synger han til sin elskede, mens violinerne hvisker tårerne frem og Martin retorisk lefler: »How can we know, if we don't try?«. En stor kærlighedsballade eller en bekræftelse på, at det, nogen hånligt kalder klynkerock, lider af uhelbredelig hang til svulstige banaliteter? Det må være op til den enkeltes blødende smagsløg, men der er ingen tvivl om, at Coldplay selv sigter til, at 'What If' skal blive en stor ballade, der allerede står og banker på for at komme ind på de stedsegrønne marker i evigheden. Og det er just problemet ikke bare med den sang, men med 'X&Y' som helhed. Hvor man især på debuten 'Parachutes' fra 2000 fik fornemmelsen af, at Coldplay var et fint lille band med et stort potentiale for kønne melodier og store følelser - som blev bekræftet to år senere på den storslåede 'A Rush Of Blood To The Head' - efterlades vi denne gang med indtrykket af et band, der vil være stort, klassisk og vigtigt med et overskueligt potentiale. Selv om Coldplay prøver at lyde som en klassisk rockradio med lidt U2, lidt Pink Floyd, lidt Bowie, lidt Elton Jonn, lidt Kraftwerk og lidt Beatles, berettiger sangerne alt for sjældent den storladne produktion. Hvor er det lille studenterband ved navn Coldplay egentlig i al denne storhed? Faktisk lyder Coldplay som en lille blå ballon, der er blevet pumpet op til at være et luftskib. Som heldigvis stadig er ladet med de ballader, som Keane og andre efterlignere ikke helt når op til - eksempelvis med meget Radiohead-agtige 'Twisted Logic' og 'Fix You' med trøsteren Chris Martin i falset og linjer som: »Lights will guide you home/ And ignite your bones/ And I will try to fix you«. På den ellers fine lille akustiske 'A Message' får vi endnu en indtrængende kærlighedserklæring: »I'm nothing on my own/ I love you, please come home«. Der er det lige, man har lyst til at lade sin blomsterpistol og skrige stop for noget, der lyder som en let svulstig tale ved et mondænt bryllup i de bedre kredse. Der mangler simpelt hen nogle fejl, noget kød og blod og menneskelighed.