Egentlig skulle Jørgen, den pæne dreng fra villakvarteret på Bellahøj i København, have været kontorist. Det insisterede hans far, der hele sit liv havde haft fast arbejde ved statsbanerne, på. Derfor blev knægten anbragt som kontorelev på et trykkeri, hvor han dagen lang flyttede rundt på forskellige arkivkort. Og kedede sig gudsjammerligt. Men jobbet lærte ham systematik og gav ham mulighed for at spare de skillinger op, der var nødvendige for at købe en guitar. Et instrument, der stort set var ukendt dengang under den tyske besættelse af Danmark, og som Jørgen Ingmann måtte slippe den uhørte sum af 45 kroner for. De penge kom mange, mange gange tilbage i løbet af de næste 40 år, hvor Jørgen Ingmann med sit altid elegante, diskrete swing på guitaren blev Danmarks første internationale stjerneskud på popmusikkens firmament. Hvordan og hvorfor er nu langt om længe dokumenteret på det boxsæt med 4 cd' er, der under den naturligvis engelsksprogede titel 'Jørgen Ingmann - Danish Guiar Ace' er udgivet i denne uge, hvor virtuosen fyldte 80 år. Selv om Alfred Ingmann ikke var meget for, at hans ellers indlysende musikalske søn skulle forfølge tonernes leg ud i en usikker karriere, støttede mor Paula sønnens valg. Hun spillede selv klaver derhjemme og havde opfordret sine børn til at lære et instrument at kende og ikke mindst til at blive gode dansere. Derfor fik 19-årige Jørgen Ingmann lov at sige ja, da orkesterleder Svend Asmussen i 1944 opfordrede den unge guitarist til at komme med i det orkester, han ville have klart til at fejre den befrielse, alle fornemmede var på vej. På boxsættet er den glade 'How'm I Doin' Hey Hey', som Svend Asmussen skrev i tysk fangenskab, taget med. En optagelse fra 1944, der dokumenterer, at Asmussen havde et forrygende band og en særdeles lovende guitarist i besætningen. Samarbejdet fortsatte i mange år med turneer i hele Europa, men i 1953 bestemte Jørgen Ingmann sig for at prøve lykken som solist, inspireret af den amerikanske guitarist, Les Paul, og hans såkaldte 'trickindspilninger'. De bestod såmænd blot i, at man indspillede guitarer på flere bånd og så mixede det hele sammen, så det lød, som om en enkelt mand spillede flere. Til formålet købte Jørgen Ingmann to spolebåndoptagere, og på dem optog han 'Undecided' og 'Dengozo', der indleder boxsættet og samtidig antyder, hvad guitaristens distinkte stil og elegante spil kunne blive til. Sammen med ingeniøren og lydteknikeren Philip Voss udviklede Jørgen Ingmann i de kommende år trickindspilningerne til det, der straks blev døbt 'The Jørgen Ingmann sound' i musikverdenen. Sideløbende med sin solokarriere, der resulterede i talrige singleplader, fortsatte Ingmann med at turnere i hele Europa med Svend Asmussen. I 1955 hørte han den unge jazzsangerinde Grethe Clemmensen på værtshuset Giraffen og blev forelsket. Året efter blev parret gift og begyndte det musikalske samarbejde, der i 1963 gav dem sejren i Det Internationale Melodi Grand Prix med 'Dansevisen'. Grethe og Jørgen Ingmann var i en årrække eksponenter for det bedste i dansk pop og højnede standarden betragteligt med deres teknisk fremragende, tempererede og polerede, men oftest let melankolske sange. Sange, der åbenbart passede fortrinligt til det optimistiske Danmark i begyndelsen af 1960'erne, hvor parcelhusene skød op overalt. Med undtagelse af en instrumentaludgave af 'Dansevise', som her hedder 'I Loved You', er der ingen af parrets numre med på boxsættet, for Jørgen Ingmann fortsatte sideløbende sin karriere som solist. Størst succes fik han i 1960, da 'Apache' blev nummer et på de amerikanske hitlister. Flere store hits fulgte - 'Amorada', 'This Guy's In Love With You', 'Bonanza' og 'Summerwind', alle med det diskrete swing og det høflige twang, der blev væsentlige bestanddele af Jørgen Ingmanns spil og lyd. Stilen var selvfølgelig poppet, men kun meget sjældent forfaldt Ingmann til det leflende og platte. Dertil var han en alt for stolt og perfektionistisk musiker. Men da karrieren var på retur i 1983, udgav han 'Disney Diamond Jubilee' med Disney-melodier i så pinagtige arrangementer, at ingen af dem er taget med på 'Jørgen Ingmann - Danish Guitar Ace'. Her nøjes man med kunstnerisk at genopbygge en stilskabende elegantier, sådan som det skete for Grethe og Jørgen Ingmann i 2003 med opsamlingspladen 'Kærlighed'. Uden Grethe Ingmanns krystalklare og uskyldsrene, vokale vemod mangler man naturligvis facetter af Jørgen Ingmanns kunnen, hvorfor det da også først og fremmest er ren, nostalgisk fryd at lytte til boxsættets guitarguirlander fra en svunden tid. Vil man være grov, kan man kan kalde Jørgen Ingmann for muzak af uhørt høj kvalitet, fordi den er høflig og på kanten af det behagesyge. Men det er en forenkling og en misforståelse. Jørgen Ingmann er snarere lyden af det virkelystne, velopdragne, optimistiske og sært unge Danmark, der i slutningen af halvtredserne og i tresserne fik velfærden til at vokse. Klangen af arbejdets folk, der pludselig kunne iføre sig en lige så elegant smoking som solisten selv og skifte pilsneren ud med rødvin. Men frem for alt lyden af en overlegent dygtig guitarist, hvis hang til perfektionisme fik ham til at forlade musikken fuldkommen i 1984, ni år efter skilsmissen fra Grethe Ingmann. Lige så brat, som han 40 år tidligere kom på scenerne, forlod Jørgen Ingmann dem på grund af den sceneskræk og præstationsangst, der havde belastet hans liv som musiker voldsomt. Heldigvis kan man nu igen lytte til de legende toner, der i dag ikke er sensationelle, men på alle måder repræsenterer en drømmeverden, man med sindsro kan strømme ind i med Ingmanns guitar som kanon.