I 1980'erne lavede australske The Go-Betweens i lighed med landsmændene The Triffids en række strålende plader med mørke stemninger og lyse melodier. Efter godt ti års pause slog Robert Forster og Grant McLennan for fem år siden atter kludene sammen. 'Ocean's Apart' er den tredje og hidtil bedste nedkomst for det genforenede par. Melankolien har stor energi denne gang. Der bliver set i bakspejlet. Det er poetisk sangskriveri og blid instrumentering, men produceret med en stor og rumlig klang, der giver musikken en ramme, som minder mere om tidlig 60'er-pop end folkemusik. Der er højt til loftet. Det er ikke noget umiddelbart logisk valg. Til gengæld virker det. Sammenligner man med live-numrene på bonus-cd'en, kan man konstatere, at gruppens univers simpelthen bliver udvidet med en ekstra dimension. I stedet for at glide ind i kataloget med mange andre gode, glemte sange gennem tiderne får sange som 'Born To a Family', 'Boundary Rider' og 'Darlinghurst Nights' plads til at funkle efter fortjeneste. Smukke sange, der her får lov til at give genklang i brystkassen længe efter. The Go-Betweens har som regel været lidt af en overset yndighed i popmusikken. Det vil 'Ocean's Apart' næppe ændre på, men den bør kunne få alle gamle elskere til at luske tilbage til den rustne kærlighed.