Det er længe siden, at tiden har været så klar til nogen musiker som til M.I.A. Ikke bare klar til hendes uforskammede sensualitet og strittende tøjstil, men til hendes flygtningebaggrund, hendes politiske sindelag og hendes musik, der er syet sammen af lapper fra mindre bemidlede verden over: Hiphop fra USA's ghettoer, baile-funk fra Rio de Janeiros favelaer, grime fra Østlondons housing projects, dancehall fra Kingston, Jamaicas beton. Enhver frisk dreng og pige er klar til at svede til M.I.A.s hidsende rytmer, mens vi bekræftes i vores selvopfattelse som borgere i en gennemglobaliseret, hyperkompleks virkelighed, hvor man kan rappe med på californiske gangstarapperes macholir og bekende sig til skandinavisk feminisme. Hvor man kan drapere sine Ikea-møbler med indiske sjaler, sætte sig i dem, ryge en joint, drikke en Coca-Cola, løsne snørebåndene i sine Nike-sko og diskutere multinationale selskabers magtmisbrug. Vi er sammensatte individer, multikulti-zappere, der vil stimuleres i tusind farver dolby surround, og til det formål er M.I.A. perfekt. Også selv om hun måske ikke er nær så selvmodsigende som os andre. Maya Arulpragasam er født i Hounslow, London. Da hun var seks måneder gammel, drog familien tilbage til hjemlandet Sri Lanka, hvor hendes far snart blev involveret i tamilske hinduers oprørskamp mod de singalesiske buddhisters regime. Først da Maya var 10-11 år gammel, lykkedes det hendes mor at flygte fra borgerkrigen tilbage til England med sine tre børn, hvor de fik flygtningestatus og blev genhuset i det fremmedfjendske, betoninficerede Mitcham i London. Og her voksede Maya op, eksponeret for vestlig kultur, ikke mindst hiphop, hvis gør det selv-stjæle-klippe-klistre-æstetik gennemsyrer hendes debutalbum 'Arular', der lyder, som om den tredje verden er flyttet ind i den vestlige verdens klubber; som om M.I.A. og hendes producere kun havde adgang eller råd til den sparsomme teknologi, som alskens ghettogenrer fra marginaliserede majoriteter har været begrænset af. I de spinkle produktioner vrikker beatprogrammeringerne frækt omkring dancehalls, baile-funks, reggaetons og grimes slum-arkitektur, mens melodier og riffs kommer fra både Asien og South Central, L.A., og klangene emmer af gamle trommemaskiner og synthesizere (eller efterligning af samme på laptop), 8-bit gameboys og den uundgåelige sampler. Den lavteknologiske stil er selvfølgelig en selvvalgt begrænsning, og den fungerer, for det resulterer i de mest kantet energiske popsange, de mest sangbare cut-and-paste-kultursammenstød længe hørt. M.I.A.s musik er spartansk og benet, som et blikskur i shantytown, kreativt udsmykket med få, forhåndenværende genbrugsgenstande. Man kan se lige igennem produktionerne, men blikket bliver sløret under påvirkning af dem. Og alt sammen er det tilsat M.I.A.s knejsende, uforskammet nonchalante og frækt sprøde rap, toast og sang. Og på tv også hendes visuelle fremtræden gennemvædet af tomboy-sensualitet og en spraglet tøjstil med mindelser om Madonna i hendes tidligste år og om Peaches, der faktisk introducerede M.I.A. til primitivt elektronisk musikgrej. I dag er Maya Arulpragasam 28 år gammel og uddannet fra Central Saint Martins Art School, og det har dannet afsæt for diskussioner i blogs om M.I.A.s autenticitet som formidler af ghettodanserytmer og som politisk indpisker (»Pull up the people, pull up the poor« afsunget med people i falset). Men det virker ærlig talt tåbeligt at lade en videregående uddannelse annullere en ret så autentisk historie om et barn og en teenager eksponeret for borgerkrigens rædsler, flygtningens fattigdom og usikkerhed og londonghettoernes trøstesløshed og racisme. Så kan man så diskutere det autentiske i hendes blege medproduceres adoptering af ghettoens musik ('shanty house' har en britisk blogger kaldt de globale ghettokrydsninger), men, hey, man kunne også i stedet sige velkommen til den globale landsby, mens man tipper med camouflagekasketten til Marshall McCluhan. For måske er det at bygge sine egne multietniske myretuer noget af det mest autentiske, man kan gøre i disse dage. Og musik som flugt fra fattigdom er også altid blevet transformeret til bedre stillede drenges vej væk fra kedsomhed og konformitet, ligesom lyden af Rios rasende fattigfester og grimes desperation også uundgåeligt vil starte jordskælv under selv den mest forkælede Helleruptøs. Det er bestemt ikke uproblematisk, men det er altså heller ikke fundamentalt uretfærdigt. Problematisk er også M.I.A.s hyldest til sin far og hans engagement i De Tamilske Tigres selvstændighedskamp, som blandt andet har benyttet sig af selvmordsbomber. Albumtitlen 'Arular' er også hendes fars kaldenavn som politisk modstandsfigur, som den dag i dag er i skjul, og videoen til 'Sunshowers' var et forsøg på at kortlægge kampen mellem singalesere, tamiler og indiske styrker, som også har blandet sig. Og selv om M.I.A. ikke blindt priser De Tamilske Tigre eller LTTE, så kan hun ikke undgå at reklamere for deres sag og endda risikere, at der går lidt revolutionary chic i hendes ellers forståelige engagement i sin fortid. »You no like the people/ They no like you/ Then they go set it off with a big boom/ Every gun in a battle is a son and daughter too«. Men det gør os ikke mindre parate til M.I.A. Fordi hun forstår at sætte globaliseringens virvar af kulturelle shoppingmuligheder på en popmusikalsk og stærkt fysisk formel. Fordi hun giver flygtningen og indvandreren, som vi alle bor dør om dør med, men sjældent kender, stemme. Fordi hun, ganske vist ad privilegerede omveje, giver den tredje verden kampgejst midt i populærkulturen, og gudhjælpemig gør det sexet. Fordi hun i bedste fald stimulerer os til at tænke politisk og i værste fald giver os et alibi for at lade være. Og fordi hun er den perfekte og ikke mindre hippe modgift til blingbling og sexploitation i tidens amerikanske hiphop og r&b, som alle, selv teenagerne, vel snart kan se den bevidstløse repetition i. Popkulturen har brug for noget andet, noget mere autentisk, noget mere sammensat, noget mere globalt, mindre selvoptaget. Og imens kan intellektuelle verden over så diskutere, præcis hvilken grad af autenticitet M.I.A. besidder, og hvilken postkolonialistisk nuance hun befinder sig i. Ganske givet imens de svinger hofterne. Og så gemmer der sig også en opsætsig punknerve i 'Arular', der kunne være 'London Calling' anno 2005. Bare ikke fra den hvide punkrockers gadeplan, men oppe fra det gennemetniske Londons slummede højhuse, hvorfra M.I.A. stadig formår at oplade sin røst uden unødig sminke: »Work is gonna save you/ Pray and you will pull through/ Suck a dick'll help you«. Det er veldesignet riot-musik for den internationale ungdom, om den så globetrotter for fars og mors penge eller engagerer sig i naturkatastrofer og fattigdom. Vi er en sammensat, nogle gange hyklerisk art. Men vi kan alle danse - og forhåbentlig tænke bare lidt mere - til M.I.A.