FIRE MAND FRA Leeds i England slipper deres indre popæg løs, skærer det i skiver, eksploderer det i improviserede drømmeforløb og strækker det ud, som var det lavet af gummi. Hoods nye album 'Outside Closer' er på én gang krævende og saliggørende, og den britiske kvartet formår at sammentrække vidt forskellige tider i vestlig musiktradition (fra kammermusik til postrock og electronica) i formfuldendte sange. Du tænker måske, at det lyder som Moby, der jo også har blandet ældre tradition og højteknologi i sine mix af støvet gospel og blankpoleret house. Men intet kunne være længere fra sandheden. Tværtimod er Hood tættere på den sene, psykedeliske udgave af Talk Talk blot spillet som kammerpop, sunget tilbageholdt og civiliseret og infiltreret af digitale burrer. Man kan måske kalde Hoods musik for avantgardepop, for kommer man først igennem de mange slør af opklippede programmeringer og akustiske orkestreringer, så kan man faktisk nynne med på 'Outside Closer'. Men man skal altså have mave til at blive sendt på postrocket snørklede ekskursioner blive overrislet med subtile harmonier og blive stimuleret af rustne, støvede, knirkende og komplekse lydbilleder. Det er en slags parallelt popunivers, som lytteren må lade sig omfavne af. Men når først det er sket, så vil man heller ikke ud af favntaget igen.