DEN BRITISKE musikpresse må takke de højere magter for Franz Ferdinand i ventetiden på det næste udspil fra Coldplay og Oasis' genopstandelse fra de halvdøde. Det er ikke glade dage for britisk rock. Små bands skal pustes op til noget stort, og kun få kan holde til dén behandling. Engineers er blevet rost til skyerne for deres sfæriske fortolkning af arven fra My Bloody Valentine. Smuk og sensitiv rockmusik? Absolut. Og mere end en smule tandløs. Som det tit går, når man gerne vil være himmelstræbende, men kun når halvvejs derop Så er der mere bid i Manchester-trioen I Am Kloot på trioens tredje cd 'Gods and Monsters'. En nærgående og 'ind til benet' britpopversion af skrammelfilosofien hos Tom Waits. Der er puls og skarphed i 'No Direction Home' og 'Over My Shoulder' og en dejlig fornemmelse af rum og tomhed i lyden på 'Sand and Glue' og 'Avenue of Hope'. Men sangeren Johnny Bramwell har det med at overspille sine kort, og er den smånussede gademusikantinspirerede iscenesættelse af materialet originalt nok til at fange interessen, er selve materialet til gengæld også i sidste ende for ujævnt til helt at fastholde den. Ikke nogen usædvanlig situation i en tid, hvor stilbevidsthed og substans ikke sådan uden videre finder hinanden på den britiske rockscene.