Det er nok de færreste, der forbinder den 47-årige australier Nick Cave med humor. Ikke desto mindre ligger en særdeles veludviklet humoristisk sans ofte og lurer inde bag ved de tunge fløjlsgardiner i sangene hos manden, der i starten af sin karriere gik under tilnavne som 'mørkets fyrste'. Siden har Nick Cave som bekendt tændt lys i mørket og løsnet på sin poesi. Den sorte gru går nu oftest hånd i hånd med stor skønhed hos rockens måske største poet, som det i høj grad var tilfældet på sidste års mesterlige dobbelte udgivelse, 'Abattoir Blues / The Lyre Of Orpheus'. Blot fire måneder efter, at vi blev præsenteret for denne kraftanstrengelse af fremragende sangskrivning og ditto musiceren, slår Nick Cave til igen sammen med sine trofaste med- og modspillere i The Bad Seeds. Lige op til den kirkelige højtid påsken har præstesønnen fra Melbourne gavmildt kastet de sjældne juveler, der i løbet af de sidste 20 år har hobet sig op i skattekisten, ud til os. Og her er mange gode muligheder for at møde den satiriske og humoristiske Nick Cave, som ofte lader morskaben udvikle sig til mor(d)skab eller i hvert fald blodig alvor. Det er den humor, der - måske - slår igennem, når Nick Cave i interview udnævner dette »til at være mit yndlingsalbum med Nick Cave & The Bad Seeds«. Der er dog ikke meget at grine ad på den ældste sang blandt de 56 i sættet her, 'The Moon Is In The Gutter', der findes på den første cd med materiale fra de tidlige år. I 1984 var den B-side på den allerførste single med Nick Cave & The Bad Seeds, en coverversion af Elvis Presley-klassikeren 'In The Ghetto'. Og det forekommer helt logisk, at en bleg, ondskabsfuld måne sender sine kolde stråler ned i den ghetto, hvor en søsyg Nick Cave slingrer rundt og crooner: »The Moon is in the gutter/ and the stars wash the down the sink/ I am the king of the blues, I shred the clay of my shoe«. Så var scenen ligesom sat. For en karriere med indsigt i de mørkeste drifter, den stærkeste kærlighed og til dette bokssæt af glemte, gemte og bortkastede guldklumper. Næste spændendebidrag kommer fra indspilningerne af det fremragende coveralbum 'Kicking Against the Pricks' fra 1986. Herfra må vi godt nok slæbe os igennem en gumpetung version af folkesangen 'Rye Whiskey', inden Nick Cave forlyster os med en imponerende stiløvelse i patos i Roy Orbisons 'Running Scared' og tilføjer et solidt skud rundtosset sømandskor til Leadbellys 'Black Betty'. Sejt som Tom Waits. Fra indspilningerne af 'Tender Prey' (1988) får vi meget fine, nøgne akustiske udgaver af to Cave-klassikere: 'The Mercy Seat' og 'Deanna'. På B-siden af sidstnævnte som single fandtes en af de mere obskure sange fra perioden, 'Girl At The Bottom Of My Glass', der er mere speciel end køn. Bedre går det med 'The Train Song', der i 1990 pudsigt nok var B-side til singlen 'The Ship Song'. Fra albummet 'The Good Son (1990) er der derudover en af de helt mærkværdige Nick Cave-sange, 'Cocks'n' Asses, hvis titel absolut er højdepunktet. Det lyder næsten som en parodi på Depeche Mode eller andre af 1980'ernes store synth-grupper, et instrumentalt nummer med lidt mumlen i baggrunden. Forståeligt, at den ikke kom videre, men spøjs, det er den. Fra samme periode stammer en forholdsvis ligegyldig indspilning af Neil Youngs 'Helpless', en langt mere vægtig version af Leonard Cohens 'The Tower Of Songs' og den smukke bagatel 'Blue Bird'. Længere oppe i 1990'erne mødte vi en kreativ genfødt Nick Cave på 'Let Love In' fra 1994. Fra da har fanen været holdt tårnhøjt på både album og de fravalg, vi præsenteres for her. For eksempel den version af 'Red Right Hand, der var med i popgyseren 'Scream 3' med ekstra vers, strygere og et visuelt schwung. Lee Hazlewood møder John Barry, komponisten fra James Bond-filmene. Den slutter cd nummer to, der indledes af en corny version af Louis Armstrongs 'What A Wonderful World', en duet med Cave og Shane McGowan fra The Pogues. Med andre ord som en særdeles ædruelig drukvise på højt plan. Sangen var i 1992 ude som single. I samme muntre hjørne er den rablende 'That's What Jazz Is To Me', som i 1994 var B-side til 'Red Right Hand'. Og her slipper Cave vildskaben og humoren løs, som var han en international Dirch Passer. Den anden cd i sættet er ellers domineret af tiden omkring 'Murder Ballads' fra 1996. Vi får ni kulsorte og blodrøde morderhymner, blandt andet 'Where The Wild Roses Grow' med Blixa Bargeld fra datidens version af The Bad Seeds i rollen som Kylie Minogue, hvilket han gør aldeles overbevisende, selv om sangen er grotesk på den fede Nick Cave-måde. Også den mereafdæmpede 'The Boatman's Call, der udkom året efter, er rigt repræsenteret, blandt andet med den melodiøst iørefaldende 'Come Into My Sleep', der temmelig uforståeligt ikke kom med på albummet, men var B-side på singlen '(Are You) The One That I've Been Waiting For?'. Her findes den på den fremragende, tredje cd, der indledes af den lige så fine 'Little Empty Boat' med sin spøjse afvisning af kærlighed: »I respect your beliefs, girl, and I consider you a friend / But I've already been born once, I don't wanna be born again / Your knowledge is impressive and your argument is good / But I am the resurrection, babe, and you're standin' on my foot«. Helt fremme ved nutiden finder vi den gnistrende rocker 'She's Leaving You', som var B-side på hittet 'Nature Boy' sidste år. Endnu en sang med et utroligt overskud, inden vi er tilbage hos månen og lader den skinne mere fredsommeligt ned på Moder Jord på endnu en B-side 'Under The Moon' 2004. En soulfyldt afsked med Nick Cave på toppen af sin karriere. Her i det mere uforpligtende hjørne er der en legende lethed over Nick Cave og The Bad Seeds, der må være et af rockens bedste bands med den kongeniale tilgang til stoffet. Der er ingen undskyldning for ikke at holde legestue under den sorte nattehimmel, hvor månen lyser ned og får Nick Caves sange til at glimte i mørket.