0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Mikrofonhår og trompetlår

Diskomusikkens pionerer er atter tilgængelige på storswingende og spøjs serie fra halvfjerdserne og firsernes amerikanske klubber.

Anmeldelser, cd-beat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

DE STAMMER FRA en tid, hvor mikrofonhåret rejste sig flot, stort og sort over det dansegulv, der blev befolket af spjættende lår i forgyldte jeans eller trompetformede bukser over høje plateausko.

En tid, hvor disco i sin mest rendyrkede form netop var danset ud af klubberne, og hvor hiphop stadig var i sin vorden i gaderne i de sorte kvarterer i de amerikanske storbyer. Dengang funk var funky, soul var sexet og selv nattelivets sved glamourøs.

Vi taler om artister som Mystic Merlin fra Brooklyn, som kombinerede trylleri med musik på scenen, Connection fra Bahama, Poison, om hvem man selv i de officielle annaler blot kan læse: »meget lidt vides om dette funkband, ud over at de kommer fra Richmond, Virginia og producerede noget smagfuld funk og soulmusik« og Southroad Connection med albummet 'Ain't No Time To Sit Down', om hvilket der blot oplyses: »dette relativt obskure album var gruppens andet og sidste«.

Med andre ord er facts og oplysninger om de 30 kunstnere, pladeselskabet EMI netop har reddet fra den ultimative glemsel i gamle udsalgskasser med nedslidte lp'er ved at genudgive dem under det prætentiøse navn 'Masters Of Funk & Soul'. Men man behøver såmænd heller ikke at vide så pokkers meget mere, men blot lade musikken tale for sig selv.

Eller rette swinge, for det gør den, hele vejen igennem de mange stramt arrangerede og rumpevrikkende sager fra de svedige amerikanske klubber i halvfjerdsernes slutning og firsernes begyndelse.

DET ER REN lir at sætte disse mere eller mindre ukendte eller glemte kunstnere i anlægget og opleve, hvor håndspillet og hårdspændt funk med et lille stink soul kunne være dengang.

Naturligvis hos den åndelige fader for blandt andre Red Hot Chili Peppers, George Clinton, som man her kan opleve på mesterens debutalbum med den forudseende titel 'Computer Games' fra 1982. Et album, der sparkes i gang af den storswingende 'Get Dressed' og konstateringen: »a good show starts in the dressing room«.

En stor sandhed for epokens hotte navne, der at dømme efter deres pladecovers var særdeles velforberedte, når de kom på scenen. Også på den måde var folk som George Clinton stilskabende. Inspirationen til navne som eksempelvis Prince er udtalt her.

PÅ 29 MINUTTER når en anden af seriens mastodonter, KC And The Sunshine Band fra Florida, at overbevise om absolut holdbare kvaliteter. På deres andet album finder man et af diskoæraens allerbedste numre 'That's The Way I Like It', fulgt af andre lækkert producerede og detaljeret arrangerede perler som 'Get Down Tonight', 'Boogie Shoes' og 'Let It Go (Part One And Two)'. Titlerne taler virkelig for sig selv her.

Et andet af epokens store navne var Tavares, bestående af de fem brødre af samme navn, der alle var sønner af et immigrantpar fra Kap Verde-øerne. Albummet 'Madam Butterfly' er fra 1979, cirka midt i deres ekstremt produktive årti med 23 amerikanske tophits.

Nogle af dem er med på et album med den velsyngende kvintet, hvis elegante swing virkelig fortjener et genhør. Tavares har i mange år været et kultisk navn i Japan, men nu er chancen der for os vesterlændinge igen.

I det hele taget er det en fornøjelse for enhver med hang til sus i skørterne, dans, fest og disko at opleve denne enorme varietet. De mange opsamlingsalbum fra diskotiden med de samme klassikere i en endeløs gentagelse er måske nok rimelige repræsentanter for tiden. Men vil man have lidt mere kitsch og lir, er der masser af guld at hente her.

Eksempelvis på Mystic Merlins tredje og sidste album, 'Fool Moon'. Bandet, der forsøgte at kombinere en kærlighed for trylleri, magi og visuelle effekter med en diskofil, let funky musik, blev aldrig et kommercielt storsælgende band og er i dag kult af fineste karat.

Selv om magiske Merlin ikke fik den store succes, blev bandets sanger Freddie Jackson som solist et stort navn, da bandet, der var født af vaudevilletraditionen i New York, splittede op i 1982.

Men 'Full Moon' er stadig en fornøjelse, for den, der har lyst til at iklæde sig trompetbuksen og svinge det imaginære mikrofonhår på dansegulvet. Disko er andet og mere end 'Daddy Cool' og 'We Are Family'.

Tag selv et udvidet kursus på dansegulvet med disse råvarer i højtalerne.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement

Annonce

Læs mere