»Always hated him for the way he looked/ in the gaslight of the morning/ Then came hallelujah sounding like mad Ophelia/ for me in my room living«. 'Memphis Skyline' På 'Memphis Skyline'synger Rufus Wainwright en gribende elegi til Jeff Buckley. Wainwright og Buckley, der i 1990'erne dukkede op som de to store originale romantikere og skønsangere på den amerikanske rockscene. Begge havde et kendt folkesangerefternavn med - eller imod - sig. Jeff Buckley og Wainwright Jeff var søn af Tim Buckley. Canadisk fødte Rufus søn af trubaduren Loudon Wainwright III og folkemusikstjernen Kate McGarrigle. Begge de to andengenerationskunstnere frembragte musik med påfaldende originalitet, ekstrem vokal sårbarhed og generelt følelsesmæssig dødsforagt. Begge to med en rockmusik, der flirtede med operaens begrebsverden. Jeff Buckley døde ved en drukneulykke i 1997. Wainwright debuterede året efter. Så når Rufus Wainwright med 'Want Two' cementerer det definitive kunstneriske gennembrud, som 'Want One' signalerede i 2003, ligner det næsten noget, der er givet i arv fra den ene romantiker til den næste. Men hvor Jeff Buckley var romantisk i sin musiks inderste feberhede fiber, har Rufus Wainwright vist sig snarere i slægt med romantikkens smag for overophedet følsomhed og forgyldt gesvejsning. Gay Messiah Det er ikke tilfældigt, at Rufus Wainwright på 'Want Two's omslag flirter med jugendstil og ligger henslængt som den Lady af ædel byrd, der ifølge en legende fra riddertiden begik selvmord efter at være blevet misbrugt af Sir Lancelot. Et billede ulmende af bladguldbelagt dødsdrift, der ligger fint i tråd med den kradse og lettere veneriske 'Old Whore's Diet', som Wainwright har udtalt, er en ode til det dekadente. Vel vidende, at mange i nutidens amerikanske klima under alle omstændigheder vil opfatte ham som dekadent. Rufus Wainwright har aldrig været en af de bøsser, der gemmer sig i skabet. Da slet ikke på 'Want Two', der flager stolt med et nummer med titlen 'Gay Messiah'. Et velrettet klask i havregrøden, når det nybornerte Amerika sætter sig til morgenbordet for at nyde endnu en karsk og helsebringende stund i kernefamiliens skød. Mærkelig kommerciel logik 'Want Two'er anden halvdel af 'Want One', som kom i 2003. Numrene stammer stort set fra de samme indspilninger og var tænkt som ét dobbelt-album. Beslutningen om ikke at følge den kunstneriske logik var tilsyneladende et udslag af kommerciel logik. Selv om Rufus Wainwrights musik i sin essens er ekstravagant, er det åbenbart en ekstravagance, en hårdt presset pladeindustri ikke havde lyst til at følge til dørs. Så det er en adskillelse, man sagtens kan ryste på hovedet ad. På den anden side er karakteren af dobbelthed så gennemført, at 'Want One' og 'Want Two' naturligt opleves som to kunstneriske komplementærmængder. feminin, mystisk og spekulativ Adskillelsen i tid er ikke en katastrofe. Måske får den endda kontrasten til at fremstå klarere. Kontrasten mellem 1'eren, hvor Wainwright er romantisk ridder i panser og plade, og 2'eren, hvor han er prinsessen, selv samme ridder skal redde (eller føre bort med vold?). Symbolikken er klar. 'Want One' er maskulin, handlekraftig og aktiv. 'Want Two' er feminin, mystisk og spekulativ. Sådan er de lige netop. Med et vigtigt forbehold: På begge udgivelser er teksterne udtryk for en hudløs ærlighed af de sjældne. Det er ikke en mand med hård hud på brystet, der fortæller sin historie. På trods af en inciterende brug af Ravels 'Bolero' var 'Want One' på mange måder melodisk mere håndfast og udadvendt, end 2'eren nu viser sig at være. Romantik og sære gesvejsninger Både vokaler og arrangementer på 'Want Two' er så præget af romantik og sære gesvejsninger, at det som enkeltstående album kommer til at stå som Wainwrights hidtil klart mest aparte og mest vidunderlige udspil. »Denne MGM Hollywood starlet-stemme«, som Rufus Wainwright selvironisk har kaldt sin bedårende røst. Hele udenomsværket kunne have været et overskyggende element af kitsch, hvis det ikke lige havde været, fordi den kunstneriske intention så åbenlyst er dødsensalvorlig og renset for kompromiser. Fra hymnen'Agnus Dei's iscenesættelse som arabisk tabernakel til 'Little Sister's händelske stemninger er der tale om en popmusik, der ligger meget langt fra den forudsigelige opdeling mellem mainstream og alternativ rockpop. Samme producer som Björk På sit fjerde udspil fremstår Rufus Wainwright næsten lige så speciel som den Björk, han deler produceren Marius De Vries med. Wainwright er imidlertid ikke som Björk en urkraft af originalitet. Han har beskrevet sig selv som en ottearmet blæksprutte, og det er ganske præcist for måden, han blander pop, rock og klassisk på. I sin intense samhandel med strygere og klassicisme er 'Want Two' mere end noget andet beslægtet med David Byrnes seneste 'Grown Backwards', hvor Wainwright da også medvirker. At Wainwrights både delikate og slagkraftige vokalarbejde ikke er noget, der er blevet kunstigt raffineret i studiet, beviser den live-indspillede 'The Art Teacher'. En suveræn miniskæbnefortælling om som purung pige at blive forelsket i både kunsten og kunstlæreren og alligevel ende med at blive gift med ingen af delene. Både som skønsanger med en inderlig raspen i yndighederne, som hudløs, syrlig og kunstfærdig fortæller og som sammenblander af den klassiske og den popmusikalske verdens udtryksformer er Rufus Wainwright en ener, der kun synes at blive mere enestående for hvert udspil. 'Want Two' er mesterlig i sig selv. Sammen med 'Want One' et fuldtonet mesterværk.