Et dæmpet anslag på akustisk guitar. En rund, diskret bas i baggrunden. Og så kommer denne her varme stemme, man aldrig har hørt før, men alligevel med det samme finder indtagende: »Place your head in my hands as nothing is distorted«, synger Angu, og det er sådan, han lyder: Som et prunkløst, rart sted at lande hovedet, selv om man aldrig har været der før.
Angu er født i Julianehåb i Grønland, boede i Nuuk i nogle år fra 1996 og er nu flyttet til København for at arbejde som sanger og musiker. Ikke et nyt fag for ham. Angu har spillet keyboard og guitar, siden han var teenager, og selv om han på et tidspunkt prøvede at tage en regelret uddannelse som it-administrator, lykkedes det ikke. I stedet fik han job som studiemusiker hjemme i Grønland, hvor hans debutalbum, 'Angu', udkom midt i 2004. Siden har ikke færre end 3.300 mennesker ud af en befolkning på omkring 55.000 købt cd'en. Det album kan umuligt være blevet et hit i Grønland, fordi det lyder lokalt. Der er nemlig ikke skyggen af grønlandsk tonefald i sangene. Angus engelsksprogede musik for guitarer og percussion, strygere og kor har tydelig international poprock-klang og er noget af det mest melodisk gavmilde fra en debutants side længe. Det betyder ikke, at han lyder præcis som nogen anden. Han lyder i hvert fald mest som sig selv. Lidt rystet i stemmekanten i 'Time for Time'. Noget pergamenttynd af savn i 'Tomorrow's Page'. Og hele tiden som om han tøvende deler sine hemmeligheder med øjenlågene slået ned, men samtidig med sindet stående åbent gennem alle stemningsskift fra det smidigt dansende poprefræn i farvelsangen 'Has Been' til den halvt dramatiske, halvt dunkle desperation i 'Infinity Calling'. Det er ikke alle detaljer i den alsidige produktion, som rammer lige rent. Det gør helheden til gengæld.
