At have debuteret med en trilogi, hvor alle tre cd'er kredser om en elegisk-melankolsk oktoberstemning, kunne i sig selv være nok til at sikre den unge nordmand Thomas Dybdahl en plads i popmusikkens historiebøger. Men '...that great October sound', 'Stray Dogs' og nu 'One Day You'll Dance For Me, New York City' har til overflod introduceret en særdeles original artist. En egensindig crooner, der kan kunsten at udtrykke vekselvarm hudløshed, usentimental schmerz og skabe musikalske rum, der er næsten grænseoverskridende intime samtidig med, at de er grandiose uden at blive postuleret pompøse. Det er en hårfin balance, og på 3'eren vakler den faretruende tæt på det musikalsk selvtilstrækkelige. De grundlæggende kvaliteter er stadig unikke, men bortset fra en vidunderlig titelsang og 'If We Want, It's Right' er melodierne så nedtonede, at det nærmer sig et regulært fravær. Da en afgørende jordforbindelse bliver sluppet, skyller ekkoerne fra de tidligere oktobersange udviskende ind over de nye. I bookletten er der afsat god plads til, at lytteren kan nedfælde sine tanker ved mødet med den store kunst. Er Dybdahl til sidst blevet en fange af sin egen trilogierklæring? Under alle omstændigheder er det nok meget godt, han nu må betræde andre stier end de mere nedtrådte end tilgroede. Med så enormt et talent som det, Dybdahl foldede ud på 'Stray Dogs', bør der være meget mere i vente.