'Let It Die' er en stille plade, men alt andet end stillestående. Snarere dyrker Feist en slags yndefuld og halvvejs ironisk valsetakt. At 'Let It Die' er indspillet i Paris, virker alt andet end tilfældigt. Visen på valsen med diskret teknologi. Som sangerinde placerer Feist sig et sted mellem Beth Ortons brise og Cat Powers uslebne følsomhed. At hun deler værelse med den mere nyfeministisk kontante landsmand Peaches, fornemmes mere som en drilsk understrøm. De fleste sange har Feist skrevet selv eller i samarbejde med Gonzales. Følelsesspektret antydes af 'Leisure Suite' og 'Lonely Lonely'. Tilbagelænet og hudløs. Valget af covernumre er sigende. Feist dækker indfølt landsmanden Ron Sexsmiths vidunderlige 'Secret Heart' og tackler frisk The Bee Gees' 'Inside and Out'. Intimdisco a la moderne. En lille støvet stemme og arrangementer bygget op som finurlig mekanik: »And we'll collect the moments one by one/ I guess that's how the future's done«. Sådan lyder Feist - små strålende øjeblikke og stor fremtid.