Der er som bekendt ikke meget at juble over på den gamle trætte planet, vi hænger fast på med det yderste af de knaldsorte negle. I hvert fald, hvis man skal tro Smashing Pumpkins mørkemænd fra halvfemserne. På sit nye album gør den amerikanske rockstorhed status, og selv er ganske overbevisende, er der ingen grund til optimisme. Desværre heller ikke til at hilse mesterværket velkommen.
Den veldefinerede storhed i præcis balance mellem det melodiske og det melankolske, Smashing Pumpkins fra Chicago under Billy Corgans ledelse stod for i halvfemserne, prøver bandet at genskabe på det første album i syv år, ’Zeitgeist’.
Fra de første hårde akkorder på indledningssangen med den sigende titel ’Doomsday Clock’ kan ingen være i tvivl om, at viljen er jernhård, selv om Smashing Pumpkins er reduceret til en duo af Corgan på sang og guitar i selskab med trommeslager Jimmy Chamberlin. Sammen med nye kræfter forsøger de to snarere at genoplive fortiden end at melde sig ind i nutiden. Tabt tråd
Lyden er så hård og diskant, at albummet høres bedst med fuldt tryk på volumenknappen i lighed med den klassiske rock fra halvfjerdserne, hvor den ene af de indkaldte producere, Roy Thomas Baker (blandt andre kendt for sit samarbejde med Queen og Gasolin’), har sin styrke. Uanset hvor meget man skruer op, kommer der dog ikke mange bemærkelsesværdige sange ud af højtalerne.
Det er, som om sangsmeden Billy Corgan har tabt tråden og nøjes med at væve rundt i de samme gamle mønstre, der førhen har skabt langt bedre resultater. Hans intense vokal med den tunge tristesse brænder dog igennem i den brølende og veloplagte rocker ’Tarantula’, balladen ’Neverlost’ og den jamrende melodiske ’Bleeding the Orchid’. For mange af de andre sange drøner rundt i samme spor og ender derfor med at være enerverende og kedelige, inklusive den lige så lange som forudsigelige svada mod hjemlandet, ’United States’, trods Chamberlins nærmest voldelige overfald på de gennemtæskede trommer.
