Store Vega er proppet. Ikke bare på balkonen og på gulvet, hvor der er en tæt, svedt stemning af forventning efter at se Smashing Pumpkins spille igen.
Denne her aften er der også helt usædvanlig megen trængsel på selve scenen. Det ser ud, som om et stadionrockorkester er kommet til at tømme turnébussen for forstærkere, lysgear, højtalere og trommesæt i en klub på Vesterbro, selv om alle de der sorte kasser egentlig skulle have været læsset af på kæmpescenen i Parken.
Hvor skal musikerne egentlig stå? Alias sanger, sangskriver og guitarist Billy Corgan, der dannede Smashing Pumpkins hjemme i Chicago i 1987, da han var tyve år gammel. Af det oprindelige Smashing Pumpkins er der kun den tårnhøje, ranglede, kronragede Billy Corgan og trommeslageren Jimmy Chamberlin tilbage.
Anonyme musikere
Resten af musikerne på Smashing Pumpkins’ comeback-turné efter syv års pause er nye og spiller ikke roller meget større end dem, statister har i film. Dygtige statister formår at udfylde deres roller og ellers ikke gøre sig for meget bemærket.
Sådan er det også med keyboardspilleren, bassisten og guitaristen, der flankerer Billy Corgan og Jimmy Chamberlin på turneen, der er udsolgt i de fleste byer. Uden at vække opmærksomhed finder de deres pladser på scenen og lader trommeslageren og især Billy Corgan stå i centrum.
Opdateret gammel rockmusik
Så er det, at scenelyset begynder at blinke i stærke neonpink og -grønne farver, der ville kunne ses fra Vester- til Østerbro, hvis ikke det her var en lukket sal. Og at den ikke for opfindsomt murrende bas, den supplerende, anonyme elguitar samt den ekvilibristisk buldrende Jimmy Chamberlin og den ekspressive guitarist Billy Corgan går i gang.
»Dulcer tongues, whisper fast, the future years, right now’s the past«, maner hans pressede, lyse stemme et sted inde i ’United States’ fra Smashing Pumpkins’ nye, politiske og relativt hårdt rockende album ’Zeitgeist’. Liveversionen af ’United States’ tager et kvarters tid.
Med indlagte guitar- og trommesoli og med de musikalske referencer til motorkraftdrengene i Steppenwolf i slutningen af 1960’erne, hårdrockfyrene i Black Sabbath i 1970’erne og især de bluesrockpåvirkede heavypionerer i Led Zeppelin i 1970’erne lyder Smashing Pumpkins som en opdateret og rent ud sagt ufattelig høj version af cirka 35-40 år gammel rockmusik.
Ørerne protesterer
Ikke siden en koncert med amerikanske Hüsker Dü i København i 1987 og enkelte senere koncerter med skotske Mogwai har mine ører protesteret så meget. Trommehinderne giver sig. Det samme gør jeg så; efter nogen tid. Sælger de mon ørepropper i baren i Store Vega? Ja.
Problemet er, at musikken ikke er den samme med sådan nogle på. Så de bliver pillet ud igen. Hvordan har Billy Corgan det mon med at spille med dem?
Når lyset falder i den rette vinkel, kan man se hans skaldede, græskarformede fjæs i silhuet med to ørepropsfyldte kæmpeører stikkende ud som antenner. Med den stribede T-shirt under armyskjorten og et par strømper med smallere striber under knæbukserne ligner han et barn, der er vokset ud af sit tøj og bliver forsømt af sine voksne.
Corgan som kreativ hovedkraft
Sådan var hans barndom. Billy Corgan blev født for 40 år siden i Chicago. Hans forældre var teenagere. De ville have foretrukket en abort, men fik det ikke gennemført. Da han var fire år, blev forældrene skilt. Indtil hans mor blev indlagt på sindssygehospital, boede han hos hende. Derefter boede han hos sin far og sine bedsteforældre.
Billy Corgan blev født i en periode, hvor rockmusikken var under hastig udvikling og samtidig afspejlede og stillede spørgsmål til samfundsudviklingen. Den kolde krig, Vietnamkrigen og teknologiens udvikling trængte sig på.
Da Smashing Pumpkins debuterede med Billy Corgan som kreativ hovedkraft i slutningen af 1980’erne, var grungebølgen på vej frem. Nirvana, Pearl Jam, Mudhoney og andre bands gjorde sig gældende.
Den menneskelige asparges
Billy Corgans orkester skilte sig ud ved meget hørligt at være påvirket af såvel grunge som af den musik fra 1970’erne, som Billy Corgan var vokset op med. Og den menneskelige asparges Billy Corgan lignede noget fra en anden planet, da Smashing Pumpkins optrådte på Loppen i 1993.
Koncerten på Loppen for 14 år siden var gruppens anden i Danmark. Den faldt lige efter, at Smashing Pumpkins var begyndt at hitte med albummet ’Siamese Dream’, og ligesom i Store Vega i aftes var der dengang en summen af forventning i luften, inden bandet gik på scenen.
Selvanalyserende singer/songwriter
Igen i lighed med nu var spillestedet ikke stort nok til Smashing Pumpkins. Publikum stod i kø uden for Loppen i håb om at komme ind, og gruppen fyldte så meget på scenen, at man havde følelsen af at være tættere på dem, end det egentlig var meningen.
Det var overvældende. Det var ’Ekstremt højt & utrolig tæt på’ sagt med en titel på en – god – bog af Jonathan Safran Foer.
Billy Corgan var dengang et MTV-eksponeret, alternativt rockidol, der så lige så utilpas ud på scenen som et uelsket eller overset barn: Han lød som en stjerne, men lignede nogen, der hellere ville have været en abort. Han var en selvanalyserende singer/songwriter klædt ud i et opulent, progressivt rockorkesters lydmæssige kostumer.
Han var dermed sagt alt det, rockkritikere hverken før eller nu har kunnet døje. Og jeg faldt for ham. På grund af den musikalske og emotionelle turbulens, som Smashing Pumpkins stod for dengang og faktisk i endnu højere grad står for i dag.
Voksede sig større
Senere, i årene efter 1994, skulle Smashing Pumpkins blive endnu større publikumsmæssigt. Dobbeltudgivelsen ’Mellon Collie And The Infinite Sadness’ fra 1995 blev af nogle anmeldere sammenlignet med The Beatles’ ’The White Album’.
Gennem 1990’erne blev Smashing Pumpkins gradvist et navn, der voksede fra Loppen til K.B. Hallen og Roskilde Festivals Orange Scene. Inden gruppen gik i opløsning i 2000. Problemer med bandmedlemmers stofmisbrug samt Billy Corgans enerådige væsen var efter sigende årsager til, at han efter årtusindskiftet måtte forsøge sig med andre konstellationer.
En overgang var han frontfigur i gruppen Zwan, der var helt anderledes ubekymret 1970’er-inspirerede end Smashing Pumpkins. Senere indspillede han et soloalbum. Den dag, det udkom, havde han imidlertid en helsides annonce i en avis i Chicago.
Egenrådig bandleder
Her eftersøgte han medlemmer af Smashing Pumpkins i håb om at komme til at arbejde med dem igen: »Jeg vil have mit band og mine drømme tilbage«, skrev han blandt andet i annoncen, som trommeslageren Jimmy Chamberlin reagerede på. De øvrige, tidligere medlemmer af Smashing Pumpkins svarede med tavshed.
Billy Corgan er kendt som en meget egenrådig bandleder, der ikke giver andres ideer plads. Først i det oprindelige Smashing Pumpkins og siden i Zwan havde mange af hans bandmedlemmer problemer med stoffer.
I 1996 døde keyboardspilleren Jonathan Melvoin af en overdosis heroin. Jimmy Chamberlin havde fixet sammen med ham og blev ved med at være narkoman, indtil han blev fyret fra Smashing Pumpkins af Billy Corgan. For siden at blive kaldt tilbage igen.
Spillede gamle hits
Da Billy Corgan og Jimmy Chamberlin spiller nye numre fra albummet ’Zeitgeist’, er publikum ikke helt så begejstrede, som når gamle hits som ’Disarm’ (akustisk), ’Tonight, Tonight’ og ’Bullet With Butterfly Wings’ og 'Zero’ er på sætlisten.
»Her kommer et af de gamle numre, I elsker så højt«, siger Billy Corgan på et tidspunkt i et tonefald, der er lige så forstående som irriteret. Mindst. For 10 år siden ville tonen have været bitter.
Den utilpassede Billy Corgan er nu ikke blevet mere forsonlig i sine holdninger. »Is everyone afraid? Is everyone ashamed?«, spørger han et sted på ’Zeitgeist’. Det er i overensstemmelse med Corgans tidligere tone.
Elsker dem ambivalent
Hans koncerter har altid tidligere været præget af hans angst og mindreværd. På ’Zeitgeist’ og i Store Vega lyder han heldigvis, som om han har reddet sig selv fra at gå under af følelserne.
Man identificerer sig med sine idoler. Det er let, når man elsker dem rent. Det er måske mere interessant, når man er ambivalent, og sådan har jeg det med Smashing Pumpkins.
Nogle kritikere tog afstand fra gruppen, fordi Corgan ud over at være inspireret af barndommens tungrock også var en selvoptaget grunge-sangskriver. Han var optaget af både barndommens og ungdommens musik. Det er han tilsyneladende stadig.
Musikglæden til at mærke
Forskellen på ham før og nu er, at musikken fylder mere end manden. Det er det duknakkede musikgeni med de sommetider for store ambitioner, man ser på scenen. Men musikglæden er til at mærke i både stramt og eksperimentarisk afleverede versioner af numre fra hele pladekarrieren.
Engang gjorde Billy Corgan en dyd ud af at kalde sig selv et nul i et omfang, så han gik på scenen iført en T-shirt med indskriften ’Zero’. I dag slapper han bedre af i rollen som stjerne foran et publikum.
At han så går på udforskning i 1970’ernes eksperimenterende heavy- og bluesrock, er bare i takt med en nutid, hvor Led Zeppelin igen spiller en kæmperolle for guitarister in spe. Dermed er Corgans politiske og personlige tvivl på ’Zeitgeist’ befriende og i overensstemmelse med tidsånden. Altså ikke bare den fra 1970’erne. Også den, der er forbi i morgen.
fortsæt med at læse
