Han skulle have vasket sin mund, ham Niarn: Hilser indsatte i fængsler, hylder coke, mobber groupier, truer stikkere. Niarn alias Nils Roos er fra Årgang 79, som debutalbummet hedder, fra Aalborg eller Dobbelt A, som et track hedder. Og fra ungdommen. Du ved, den forældre altid bekymrer sig om. Ikke mindst efter Niarns indsats. For den 24-årige rapper ætser sig til et krast, foruroligende sindbillede som få, fordi han er så selvudkrængende, så provokationslysten, fordi han svælger i sin egen depravering. Som en anden Eminem/Slim Shady dyrker han stolt sin sorte galgenhumor, sin voldelighed, sit englestøvtrip og sit alter ego Glenn Francisco. Årgang 79 er moderne gangstarap, b-boy-hjemstavnsdigtning og bekendelses-hiphop i overhalings- og cokebanen. Typisk båret frem af fornemme, lavt hængende, groovy produktioner, men også hidsende jump-up-programmeringer, semiballader og afslutningsskæringens majestætiske synthflader narko-trip-a-long og programerklæring i én: Jeg siger, hvad jeg gør. Jeg siger, hvad jeg tænker. Jeg siger, hvad jeg føler. Det betyder ikke, at I skal gøre og tænke og føle de samme ting. Og husk at alt det her, det er ikke fucking andet, end hvad I gør det til. Som dén indikerer, så er der også ansvarlighed mellem de frådende bredsider, ja, der veksles faktisk mellem knivskarp selverkendelse og stjerneklassisk hiphop-ego-PR. Og Niarn giver mening i førstnævnte og er både jernmorsom og ubehageligt gangsta i sidstnævnte. Han har tydelig forrang i lydbillederne, og det er fortjent, for hans klare diktion, hans melodisk og rytmisk grovkornede finesse og hans skuespillertalent beånder de nådesløst direkte tekster fulde af ambivalens, skråsikkerhed og et par baner anger. Som pæn eksprovinsdreng i 30'erne er man en kende fortumlet efter at have været i kløerne på Niarn, kvalm over volden, sexismen, stofmisbruget, men også renset efter en tur i et smukt gennemlyst himmel & helvede. Og oplyst. For Niarn er ærlig, og i sin forstørrelse af ungdommelige uvaner er han tættere på gadeplan end de fleste, og dermed goddamn umulig at sidde overhørig. Og så rammer han voksendommen dér, hvor det gør allermest ondt: I formynderiet. Så vent alligevel lidt med sæben, Niarn.