I selskab med Elvis Costello må man ofte sluge det sure, før man får lov til at smage det søde. 'The Delivery Man' åbner således typisk med et larmende og snublende jazzrock-kaos, der kan få enhver æstet til at tage benene på nakken. Så man bliver noget overrasket, da 'The Delivery Man' også viser sig at rumme en række udsøgte sange sunget med bævende hjerte. Ikke siden 1980'ernes 'Almost Blue' og 'King Of America' har den britiske Elvis lavet så amerikansk en plade. I Sweet Tea-studiet i Mississippi har Costello med The Impostors (bassisten Davey Faragher og de to gengangere fra The Attractions, Pete Thomas og pianisten Steve Nieve) lavet et album med afsæt i sangen 'Hidden Shame', han engang skrev til Johnny Cash. I den nye sang, 'The Delivery Man', lyder omkvædet ret Cashsk: »In a certain light he looked like Elvis/ In a certain way he seemed like Jesus«. Velkommen til Mississippi, hvor lyden er rustik og saftigt håndspillet. Den løst skitserede sangkreds om Abel og de tre kvinder inkluderer et par Costello-kompositioner af ældre dato sat ind i en ny sammenhæng. Abel er inspireret af en virkelig historie om en mand, der efter mange år i fængsel for småforbrydelser, tilstod, at han som barn dræbte sin legekammerat. Krigsenken Geraldine og datter Ivy bliver begge 'spillet' af gudesangerinden Emmylou Harris, mens Vivian med hård appetit på livet får kødsaft af Lucinda Williams. Harris synger med Elvis på 'Heart Shaped Bruise', 'The Scarlet Tide' og 'Nothing Clings Like Ivy', mens Williams skræpper hæst fra flaskens bundfald på den passende betitlede 'There's a Story In Your Voice'. Sammen med den monumentale titelsang, den dunkle 'Country Darkness', 'The Name of This Thing Is Not Love', 'Either Side of Town' og 'The Judgement' udgør de rygraden i, hvad der med lidt mere konsekvens og koncentration kunne have været et hovedværk i Costellos omfangsrige produktion. Elvis Costello laver groft sagt to typer plader. Omhyggeligt stilrene eksperimenter, hvor den forbløffende mangesidige Costello har forsøgt sig med bl.a. klassisk (m. Brodsky Quartet og Anne Sofie von Otter), jazz (Diana Krall) og Burt Bacharach ('Painted From Memory'). Om kort tid kommer 'Il Sogno', Costellos første klassiske værk. Måske derfor har han et indædt behov for at dyrke det genstridigt idiosynkratiske, når han 'bare' er sig selv. Den gungrende 'Button My Lip', buldrende 'Bedlam' og den retrorockende afskrivning af den evolutionære fiasko homo sapiens på 'Monkey To A Man' sprænger formen snarere end samler billedet. Og gør således 'The Delivery Man' til en rigtig Elvis Costello-plade, hvor genstridige burrer i form af højtbegavede irritationsmomenter kæmper med himmerigsmundfuldene om opmærksomheden. Men heldigvis taber på point.