Det er trods alt mere, end selv Prince formåede at beskyde sine hårdt prøvede proselytter med i sin mest forvirrede periode. Og præcis ligesom Prince bevæger John Frusciante sig i en blanding af fine ideer og vildfarelser, som burde være skudt ned for længst. Det første album i den planlagte serie på seks er indspillet efter dogmeprincippet: Frusciante spiller selv alle instrumenter i selskab med multiinstrumentalisten Josh Klinghoffer, og alt er optaget på en 16-spors båndoptager i håb om at genskabe en lyd fra cirka anno 1971 i løbet af ganske kort tid. Formålet er at skabe en varm, autentisk lyd omkring nogle sange, der skal følge selve livets flow. Det lyder som noget højstemt, omtumlet vås, skabt i en hjerne, der i alt for mange år har været præget af alt, alt for mange stoffer. Hvilket på en måde også er sandheden, men også kun på en måde. For selv om John Frusciante rastløst tripper rundt i sit helt eget univers, sender han alligevel nogle ind i mellem velskabte og stemningsladede sange af sted. Eksempelvis den lige så langsomme 'An Exercise' med sine mærkværdige guitarriffs eller 'A Loop' med blændende spil af solisten. Andre steder er det, som om effekterne tager overhånd for Frusciante. Det samlende højdepunkt er dog John Frusciantes formidable guitarspil, som er mere modent og tilpasset end noget, han har præsteret tidligere.