'Quiet City' - Nelsons femte soloalbum under aliaset Pan*American - er nemlig rent guf for forestillingsevnen: For det første er der dømt hardcore gættearbejde, når han en sjælden gang opløfter sin mumlende røst. Men hvad vigtigere er: Han praktiserer en dybt pirrende form for musikalsk hemmelighedskræmmeri, hvor alt liv synes at udspille sig på den anden side af et smukt orkestreret, men uigennemtrængeligt lydmassiv, der står og vibrerer, pulserer langsomt: Bølgeskvulp, mystisk knækken og kønne, små guitartriller fornemmes kun svagt gennem lag på lag af rugende svagstrøm og forbipasserende raslen. Det er en distancens musik - men det er kun distance, ikke fjendtlighed eller angst. Det er gådefuldhed, men ikke uforståelighed. Det er følelse og ikke fornuft. Hvis de skulle finde på at indspille en ny omgang 'Twin Peaks', har Mark Nelson hermed klaret soundtracket.