Hvem ville Woody Guthrie have været i 2004? Ikke usandsynligt reinkarneret som en ung, guitarspillende, hjemløs hippie ved navn Devendra Banhart. Den dengang 20-årige vagabond debuterede for to år siden med nogle rå demoer opsnappet af Michael Gira fra The Swans. 'Rejoicing in the Hands' er heller ikke blevet kvalt i produktion. I ti dage sad Banhart hver dag 12 timer i en dagligstue i Alabama og sang og fingerplukkede i guitarstrengene. Lidt ekstra instrumenter har tilført rummelighed og tekstur, men grundlæggende er det ren puritansk magi. Fingre, der fortæller meditative historier. Nogle gange mønstre vævet i lyd mere end melodier. En lidt pibende fortællerstemme fra en særlig skabning, der i glimt udsender mærkværdige ekkoer fra Donovan og en ung Marc Bolan. Teksterne personlige, poetisk religiøse. En blåøjet stemme plukker blakesk poesi ned fra nattehimlen, som var stjernerne en slags lysende blomster på den sorte kuppel. Syner midt mellem sjælens spiritus og surrealistisk skønmaleri. Betegnelsen tidløs er som regel en kliché, men her en mærkelig realitet. En slags folkesanger fra et parallelt univers, hvor det er muligt at se: »Eyes are the stems of space«. »Those trees in the chest of my mind«. Som at blive kaldt ind i en krystalkugle, der slår varmt som et hjerte.