Den er skæg, den kollektive bevidsthed, som kører af sted med vores hjerner og bestemmer, hvad der dukker op i vores fælles kulturelle rum. For eksempel kunne det være sjovt at finde frem til årsagen til, at vi nu pludselig oplever et comeback til den firserpop med energisk fremadpiskende synthesizere, der hærgede os for tyve år siden? Uanset hvorfor er den tilbage, firserpoppen. Og på sin vis er det logisk nok, at pladeselskabet Copenhagen Records, hvis hovedkræfter var med til at gøre Medley til 1980'ernes store selskab for dansk musik, spiller ud med synthesizerpop fra Johnny De Luxe. I lighed med eksempelvis Monopol og Nu, der begge debuterede sidste år, byder Johnny De Luxe på stram, sikker energipop uden dikkedarer. Gennembruddet var 'Elskovspony', der blev et hit på P3 med sin smålumre, ironiske tekst. Samme koncept har Johnny De Luxe holdt fast i på resten af debutens numre. Desværre. For teksterne er ikke morsomme, medmindre man har en humor på niveau med gul stue i den lokale børnehave eller bare morede sig endeløst over landeplagen om hesteluderen Irene, som Tæskeholdet lancerede for snart mange sæsoner siden. Men så brutal som den er Johnny De Luxe ikke engang. De tyr i stedet for til anstrengt, småsjofel pubertetspop om eksempelvis unge nymfomaner: »Hun er et vilddyr/ med drifter større end et ocean/ en kvindelig satyr med 1.000 pletter på sit yndlingslagen«. Helt sikkert ... Kun sangen om den 'Lille hypokonder' kvalificerer sig til et bud på en musikalsk sommerrevy af uforpligtende karakter, uden dog at være i nærheden af indlysende forbilleder som Det Brune Punktum. De ensformige melodier med omkvæd, der pumpes hårdt, men uopfindsomt op og Jakob Schack Glæsners forvrængende sangforedrag gør ikke meget for Johnny De Luxe. Der er noget irriterende fimset over musikken, som kun får lidt varme i svenske Anna Nordells fine vokale bidrag i en af de bedre sange 'Drømmer jeg'. Heller ikke den formår dog at hæve sig til andet end et svagt ekko af netop Monopols gennemsexede 'Musikken var høj' med Karen som gæstevokalist. Desværre en skuffende og næsten uforståelig rigtig debut fra det ambitiøse Copenhagen Records, hvis første udspil var en liveplade med Cæcilie Norby. Der må være gået ged i den der kollektive bevidsthed. Så ringe var 1980'erne trods alt heller ikke.