»Long live revolution/ And the spinning wheel/ And a handful of salt«, synger Patti Smith på den ni minutter lange liveindspillede 'Gandhi', der udgør det centrale tyngdepunkt på 'Trampin'. Patti Smith holder den revolutionære fane højt, og hun kan gøre det, fordi hendes helte ikke er de doktrinære Marx & Mao, men derimod pacifisterne Gandhi og Martin Luther King og digterne Blake, Rimbaud og Hart Crane. Derfor kan hun ubesmittet bruge ordet revolution. Hun taler om omvæltningen fra kynisk krigsførelse og grådighed til sjælens frigørelse og folkets befrielse. 'Folket'. Mindst lige så belastet en betegnelse. Er det folket, der står i kø i Irma, eller er det kun dét, der står i kø i Netto? Men Patti Smith bruger ordet, som hun bruger alle andre ord; som udtryk for en poetisk og metaforisk kraft, der kan omvælte og kaste nyt lys på jord, sjæl og salt. Ordet revolution kommer af at revolvere. At dreje sig om: »All the world revolved/ Around a perfect circle/ City of Baghdad«. 'Trampin' er et udtalt politisk album, men Patti Smith er poetisk og ikke politisk aktivist. Brændstoffet er vrede mod Bush og krigen i Irak. Hun har næppe noget tilovers for Saddam Hussein, men i Bush genkender Patti Smith en sand barbar (eller i hvert fald texansk bondebarbér), som ikke har nogen anelse om, hvad det kulturhistorisk er for et Bagdad, han har sendt sine bombefly og missiler imod. Så 28 år efter at hun tændte for 'Radio Ethiopia', tænder Patti Smith for 'Radio Baghdad' og forsøger i en vældig vision at rumme Mesopotamien, kaliffen, det hellige nultal og Vestens olieliderlighed i én vældig sang. Eller måske rettere et ambitiøst digt, der grebet af sit eget billedmageri og hjulpet på vej af aggressivt pulserende guitarer demonstrerer, at Patti Smith er så grebet af poesiens profetiske raptus som nogensinde. Ni minutter og indspillet live i studiet; det er ren flamme for pengene. Hun har altid lydt, som om hun lever i en indre billedstorm. Også før mødet med digterne og Jim Morrisons ånd. Som barn havde hun hallucinationer foranlediget af skarlagensfeber og en mor, der var medlem af Jehovas Vidner. Hun har altid følt sig som barn af Blake. Omgærdet af det visionære. Det forbløffende ved 'Trampin' er, at intet er mildnet, jævnet, blegnet. Det politiske budskab sætter sig ikke som pragmatisk målrettethed. Kun som ild. Den ild, der tørrer og hærder hendes senede krop indefra og gløder i hendes stadig mere tidløst indianske øjne. Patti Smiths 'Gone Again' var i 1996 en af rockhistoriens mest markante genopstandelser. Efter 16 år i selvvalgt husmoreksil i Detroit, kun afbrudt af den vege 'Dream of Life' (1989), vendte hun efter sin mands død tilbage til rockscenen og lød, som om hun aldrig havde forladt den. 'Trampin' er Patti Smiths første siden 'Gung Ho' i 2000. Tematisk ligger kulturkritikken i tråd. På 'Gung Ho' gjaldt det bl.a. Vietnamkrigen, slavernes skibe og konsumkulturens sjælsforurening. På 'Trampin' er fokus takket være Bush & Co. mere konkret. Det 'ny' ved 'Trampin' er, at det selvproducerede album i endnu højere grad og med stor kraft optager forbindelse til de to første Patti Smith-lp'er 'Horses' og 'Radio Ethiopia' fra 1975/76. 'Stride Of The Mind' og 'Peaceable Kingdom' hører musikalsk til den bløde mellemvare, men den hymniske 'Trespasses' og jubelsangen og frihedshymnen 'Jubilee' skal tælles blandt Smiths spirituelle slagsange. 'Cash' løfter sig sammen med 'Cartwheels' som regulære melodiske udspil med udtryksfulde guitarfigurer fra Oliver Ray og Lenny Kaye. 'My Blakean Year' har, sin dæmpede tone til trods, i sit sprog den uafviselige profetiske stormstyrke i betragtningerne over tilværelsens dobbelttydigheder, som man ikke finder mange andre steder i nutidens rum. I arrangementer, som understreger, at Patti Smith har lagt sig tættere op ad en kraftfuldt messende rock'n'poetry, end hun har gjort på noget tidspunkt siden genkomsten. 'Trampin' afsluttes så smukt og udogmatisk symbolsk, som tænkes kan. Titelsangen er en spiritual, der handler om at traske hele den lange vej op til Himmerige. 'Trampin' var fast på repertoiret, når kontraalten Marian Anderson optrådte. Marian Anderson var ikke bare en stor sangerinde. Hun var en stor sort sangerinde. Som i 1939 af slet skjulte racistiske årsager blev forhindret i at gennemføre en planlagt koncert i - af alle steder - Constitution Hall i Washington. I stedet sang Marian Anderson udendørs i den amerikanske hovedstad. I det fri for hvad der rettelig burde være frie mennesker. 75.000 overvejende sorte overværede, hvad der blev stående som en afgørende symbolsk begivenhed i USA's nyere historie. Et folk fik en stemme. Når Marion Anderson sang 'Trampin', var hun ikke bare en sangerinde, der sang en sang. Hun var noget meget større. At kalde Patti Smith for rocksanger kan på lidt samme måde virke som en absurd reduktion. Var Marion Andersons stemme sit folks oase af håb, er Patti Smith vel snarere en røst i ørkenen. Men dér afgøres som bekendt også mangen en skæbne. Når Patti Smith synger 'Trampin', er det et håb og en anklage. En drøm om friheden og en anklage, der sætter lighedstegn mellem den demokratiivrige Bushregering og de stærke amerikanske kræfter, der for ikke så forfærdelig længe siden strittede så stædigt imod at give simple og selvfølgelige rettigheder til borgerne i Guds eget land. Hvis de var født med den forkerte hudfarve. Men det er også fortrøstning til fremtiden. Helt konkret i rollebesætningen. Til at ledsage sig har Patti Smith for første gang sin og Fred 'Sonic' Smiths datter Jesse på piano.