Mens tidevandet er skiftet og nye rockbølger igen og igen ruller på den nok så berømte »salten østerstrand«, har Hotel Hunger stået stødt i vandkanten i næsten 20 år. Med en åbningstid på alle døgnets 24 timer sitrende fra et neonskilt i natten, nysgerrighed, venlig betjening og til enhver tid appetit på mere. Flere drengedrømme, flere eventyr, nye romancer, rejser, små sejre og nederlag. En stædig og uforanderlig spiller på sidelinjen, (næsten) aldrig på det rigtige sted i rette tid, sjældent i samklang med moderne, lidt for muntre til at være med i inderkredsen og alt for dygtige til blot at kunne afskrives. Det kan bandet, der efter den mangeårige bassist Michael Zieglers afgang er reduceret til en trio, naturligvis heller ikke med udgivelsen af sit ottende album, 'Godspeed'. Endnu et gedigent træf med lidt grunge, lidt glam, lidt pop og den djærve energi, sanger Jimmy Jørgensen altid har været en meget fornem forløser af. Således også på 'Godspeed', hvor den fine sanger oven i købet har føjet en indadvendt tone af vemod, som klinger smukt på baggrund af hårdtspændte rockere som den vist selvbiografiske '24h Partyman', 'Who Says I'm Wrong' og 'It's Out Now'. Sange fra tidsrummet mellem nat og dag, hvor festen er ved at ebbe ud og tømmermændenes skæve eftertanke dukker op i tågerne. Med den grufuldt banale forelskelse i 'You And I' har Hotel Hunger måske ligefrem leveret enafløser for halvfemsernes 'Sitting In My Room'. Helt på omgangshøjde med den stærke trilogi 'Frankie My Dar, I Don't Give A Damn', 'Mars Needs Guitars' og 'Happy Hour', er 'Godspeed' dog et lidt for letbenet og ensartet tilløb til noget stort.