Sang nummer tre hedder 'I'm Sorry'. Hvilket måske giver søde forventninger om at høre en angrende Thomas Helmig begræde sin rolle i den mislykkede Wig Wam Tour, der for halvandet år siden gav den harmoniske århusianer et knæk af dimensioner. Men heldigvis er det ikke en brødebetynget Thomas Helmig, der forsøger at luske karrieren i gang igen ved at invitere indenfor i sin sjæls tipi efter aflysninger, erstatningskrav og retssager fra vrede kolleger. »What good are good intentions, when you got a hole in your heart«, som Helmig synger i 'October Rain', der - nok - heller ikke er en kommentar til Wig Wam-blamagen, som netop var de gode intentioners nederlag. Han holder sig - for det meste - i følelsernes vold og undskylder med den voksne mands indsigt for, at forelskelsen, fortryllelsen og alle kærlighedens illusioner rasler af som tomme dåser efter brudeparrets bil hen ad den bulede vej. »I'm sorry about almost everything/ the words I didn't write to the songs I couldn't sing/ that portrait of me/ that I painted for you/ 21 colours and none of them were true ... I'm sorry about the present/ and I'm sorry about the past and I'm sorry 'bout the magic, the magic, that didn't last«, synger en indfølende Helmig på en af albummets mange fine og gennemarbejdede sange om voksenlivet. Det er nemlig temaet på album nummer 12 fra den talentfulde århusianer, som selv runder de 40 senere i år. Dermed er det helt naturligt, at Helmig har fuldendt turen fra feteret teenageidol til en moden mand med familie, forpligtelser og et vognlæs af erfaringer at dele ud af på 'El Camino' ('Vejen'). Samt selvsagt en musikalsk selvsikkerhed og en håndværksmæssig kunnen af de ypperste. Begge dele er meget hørbare på et album, der trods den vanlige melodiske lethed er præget af alvor og en vis tilbageskuende nostalgi - »back then the lights were so much brighter«, som den tidligere konge af festen vemodigt konstaterer på titelnummeret. En af de mange rocksange med rødder i amerikanske traditioner og guitaren som forløser. Sange, der lyder, som om de har iklædt sig et par slidte cowboystøvler for at finde tilbage til firserne og Bob Dylan, der også vokalt spøger et sted i kulissen bag ved sange som 'Sundown' og 'Mystery', der rusker uden rigtig at få fat. Det gør til gengæld singlen 'Gold Digger', som dog er skæmmet af, at ikke alene introduktionen, men også Aske Jacobys guitar er som skåret efter Santanas 'The Game Of Love' med Michelle Branch på vokal. Heller ikke Thomas Helmigs forsøg på at imitere en hjerteknust latin lover på coverversionen af 'Your Frozen Heart', der har et spansk rockband som fædre, er vellykket. Faktisk er det lidt komisk at høre den ellers fremragende sanger med klædelig patina på stemmebåndene presse lungerne helt op i kæften for at simulere inderlighed i noget, der lyder som en parodi på Julio Iglesias. Hvilket næppe er meningen. Meningen er snarere at finde på noget nyt, en ny variant af Thomas Helmig efter Wig Wam og den blege elektrosoul på 'Isityouisitme' fra 2001. Men i det store hele har Thomas Helmig snarere genopfundet sig selv som amerikaniseret rocksanger end fundet på noget nyt på 'El Camino', der lyder som en musikalsk storebror til den mesterlige 'Dream' fra 1999. Hvor det måske kunne have været interessant, hvis linjen var kørt helt ud, og vi i stedet var endt med den fuldmørke modsætning ved navn 'Nightmare'. Eller endnu bedre 'Mareridt'. For selv om Helmig selv sikkert synes, at det er træls, sidder man med en fornemmelse af, at manden skylder sig selv og os i den enorme fanklub et forsøg mere på dansk. Vel at mærke med modenheden og den nyvundne poetiske styrke, der også løber i nogle af sangene, i behold. I 1988 udgav Thomas Helmig sit måske mest populære album 'Vejen væk' med klassikere som 'Det er mig der står herude og banker på' og 'Nu hvor du har brændt mig af'. 'El Camino' er med sin dvælen ved de musikalske rødder en slags 'Vejen hjem'. Helmig classic med mange fine sange, men ikke det helt indlysende hit, der vil præge festerne i det næste tiår. En sådan ny slager ville vi ikke nødvendigvis få på et dansk album. Men måske kunne det give et mere sandt og ærligt portræt af Thomas Helmig? En mand, der jo også besidder masser af den humor, vi ikke oplever meget af på 'El Camino'. Det er præget af nostalgi og en alvor så tung, at man næsten får lyst til at stille det på det, vi med en skraldespansk smarthed kan kalde 'El Camino-hylden'. Hvis det ikke var for de afdæmpede 'små', men smukke sange, der gemmer sig på albummet - 'You Can't Feel', 'Heartache In The City' og 'Swedish Mile' viser med al ønskelig tydelighed, at Thomas Helmig fortsat er en fremragende sangskriver.